― Anna Munthe? Denne vej.

Jeg fulgte efter den unge pige ned ad gangen. Hendes hvide kittel lyste op mellem de mørkegrønne vægge. Der lugtede af mad og medicin. Der var døre på begge sider. Nogle af dem stod åbne, så man kunne se de små ens møblerede værelser og den enlige skikkelse, der sad eller lå derinde. Man havde anbragt nogle beboere omkring et bord i et hjørne. De var omhyggeligt soignerede og iført deres eget private tøj, der var kaffe i kopperne og brød på tallerkenerne, men tavsheden og ubevægeligheden i deres ansigt røbede, at de kun sad der som et minde om dem, de havde været engang.

Jeg ville standse sygeplejersken. Jeg havde ombestemt mig. Jeg ville ikke se Anna her, men bevare det billede, jeg havde af hende. Hun havde været her længe, jeg havde ikke besøgt hende før, hvorfor så nu? For hvis skyld? Andre havde besøgt hende og fortalt, hun ikke kunne kende dem. Hvordan kunne jeg så tro, hun ville kunne kende mig?

Den unge pige standsede og åbnede en dør til et værelse uden at banke på først.

― Anna? Du har besøg ...

Der var noget respektløst over tonen. Hun var ung og vidste ikke, hvem Anna var. Så hurtigt blev man glemt.

Jeg tog solbrillerne af. Pigen kastede et genert blik på mig, hun kendte mit ansigt. Så gik hun.

Anna sad i sofaen, ret op og ned, som om hun ventede.

Hun havde en halvlang, gråternet nederdel på med skarpe læg, og lyseblå cardigan. Dengang gik hun altid i bukser og sweater eller busseronne. De flade sko med snørebånd og runde snuder var de samme.

Jeg satte mig i stolen over for hende.

Hendes ansigt, der havde været furet og fortrukket, sidst jeg så hende, var roligt nu. Huden glat og klar. Det lange, hvide hår redt tilbage og samlet i et spænde. Måske af den unge pige. Hun så på mig.

― Anna? Det er mig, Ingeborg.

Det var ikke min mening at lyde bønfaldende.

Hendes øjne, der var blevet endnu større og havde mistet det meste af deres farve, hvilede på mig med et udtryk af ligegyldighed, der gjorde mig usikker og fik mig til at overveje at rejse mig og liste ud.

Gråspurvene pippede. Man kunne se den første ansats til knopper på træerne udenfor. Rundt om huset var en have. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bruge den. I hvert fald ikke nogen af beboerne. Potteplanter af alle slags stod tæt i vindueskarmen, der var af sort marmor. Anna brød sig ikke om potteplanter. Ikke dengang. Og heller ikke om marmor.

― Hvordan har du det?

Hun fiskede et lommetørklæde ud af ærmet og fingererede ved det.

― Jeg har ... hvad hedder det nu?

Hun førte det op til næsen og snøftede for at vise, hvad hun mente.

― Du er blevet forkølet?

Hun så på mig, som om jeg talte et sprog, hun ikke var helt fortrolig med, og nikkede.

― Ja, det er det...

Jeg havde lyst til at lukke døren ud til gangen, men gjorde det ikke. De kunne tro, jeg ville gøre noget, gå til yderligheder i håb om at vække, kalde tilbage.

På et bord ved siden af sofaen stod et fotografi af en purung pige, påfaldende stort og farvestrålende, som om nogen havde villet prente netop det billede ind i Annas flygtige hukommelse.

― Er det ikke Rosas datter? Dit barnebarn?

Hun fulgte mit blik og så forbavset på fotografiet, som om hun ikke havde set det før. Hun rakte ud og tog det. Holdt om det med begge hænder, mens hun betragtede det.

― Jeg ved ikke, hvem det er, sagde hun og lagde det fra sig. ―Jeg ved ingenting ...

Der var ingen spor af sorg i hendes stemme. Snarere tilfredshed, eller ligefrem triumf.

― Du kan godt huske, at du har været skuespiller, ikke? En af de største! Der er ikke det stykke, du ikke har været med i. Ikke den rolle, du ikke har spillet.

Hun rystede på hovedet og så forbi mig, ud ad vinduet.

― Hvad så med teaterskolen? Du var rektor ...

Hun så lige på mig.

― Jeg kan ingenting huske.

― Heller ikke Pablo? Han underviste i dramatik. Han var spanier. Jeg ved ikke hvor eller hvordan, du fandt ham. Meget af det han lærte os, er jeg først begyndt at forstå nu. Hver gang jeg gør noget, der overrasker mig selv, kan jeg takke Pablo. Du elskede ham. Det gjorde jeg også.

Hun lyttede. Udtrykket i hendes ansigt var åbent som et barns. Fuldt af modtagelighed.

Jeg lænede mig frem.

― Han er død nu, ved du det?

Der skete noget i hendes øjne.

― Han blev fundet på et hotelværelse i Spanien forrige sommer.

Han var blevet fyret af en af Annas efterfølgere og havde stille og roligt drukket sig ihjel. Til sidst havde man dårligt kunnet kende ham, sagde folk. Jeg var glad for, at jeg ikke havde mødt ham.

― Max og Stanley er også døde. Og Jim ...

Alle sammen unge eller i deres bedste alder. Jim havde taget livet af sig efter at være endt i rullestol. Ingen vidste hvordan. Han blev betragtet som forræder og havde ikke forbindelse med nogen.

Hun hørte ikke længere efter. Blikket var igen fjernt. Tomt. Jeg satte mig over til hende i sofaen. Jeg havde lyst til at falde på knæ, lægge hovedet i hendes skød, som jeg havde gjort det til en fest på skolen engang. Bagefter havde jeg græmmet mig over det i dagevis og påstået, at jeg havde været så fuld, at jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde.

― Hvad lavede jeg, spurgte jeg Krystyna dagen efter. ― Noget pinligt?

― Næh, sagde hun. ― Du lå og sov det meste af aftenen, med hovedet i Annas skød.

Så havde hun set det. Alle havde set det.

Jeg kom til at smile.

Hun var blevet lille og tynd. Men var stadig rank. Bortset fra nogle få gange lige efter jeg var blevet færdig med teaterskolen, havde jeg ikke besøgt hende. Med års mellemrum havde vi mødt hinanden ved et middagsselskab her og dér, men hver gang havde hun virket vred og afvisende, over for alle, men især mig, syntes jeg og brugte det som undskyldning for også at holde mig væk de sidste år, hun boede hjemme, mere og mere hjælpeløs og fortvivlet, til hun endelig med gode kollegers hjælp og indflydelse fik sit ønske om at komme på plejehjem opfyldt.

Trafikken lød som en fjern knurren. En plejer gik forbi på gangen. Så var der stille. Jeg havde aldrig været et sted, hvor stilheden var mere påtrængende. Anna sad ubevægelig. Hun var der og var der ikke.

― Anna ...

Hun drejede hovedet og så på mig med et udtryk, som om hun kendte mig. Så var det væk. Jeg tog hendes hænder. Greb hende om skuldrene og ruskede hende, men det kom ikke igen.

Der lå en børste på hylden under det lille spejl på væggen overfor. Jeg rejste mig og hentede den. Lod Anna se den.

― Skal jeg børste dit hår?

Jeg syntes, hun nikkede. Jeg åbnede spændet, der holdt hendes hår samlet, og gav mig til at børste med lange seje tag.

Da jeg boede hos hende, kom hun af og til og spurgte, om jeg ville børste hendes hår. Hun bankede forsigtigt på døren til mit værelse og stod dér lidt forlegen, som om det var en overvindelse.

Glad for at kunne være den, der gav, tog jeg børsten og gik med ind i stuen. Anna satte sig i sofaen, med ryggen halvt til, og slog håret ud.

― Ikke så forsigtigt...

Jeg tog bedre fat. Blev ved, til jeg havde ondt i armen og det lange, grå hår skinnede. Det var lige så langt nu, men helt hvidt og fint, som et barns.

Munden stod halvt åben, blikket var rettet mod et punkt i loftet. Længe efter at jeg var holdt op, blev hun siddende sådan. Jeg kunne ikke få mig selv til at rejse mig og gå. Jeg vidste, det var sidste gang, jeg så hende. Jeg ville ikke komme igen.

Jeg tog frakke på ― én jeg lige havde fået syet af skind. Synet af den vakte noget i hende, nysgerrighed, ikke modvilje eller forargelse, som den ville have gjort dengang, hvor bare det, at jeg tog et par Wrangler på, var nok til at fremkalde en spydig bemærkning fra Anna om USA og imperialistisk kultur.

Jeg lukkede den op og viste hende, hvordan den var foret, helt igennem med kortklippet chinchilla. Hun rakte ud. Jeg satte mig ved siden af hende, så hun kunne røre. Hun mærkede på skindet, så gled hendes hånd prøvende hen over chinchillaen igen og igen, mens et udtryk af glæde bredte sig over hendes ansigt.

― Det er godt, sagde hun anerkendende. ― Den er ... god!

Måske vidste hun, at muren var faldet, og verden havde forandret sig, hun orkede bare ikke at tale om det.

Jeg fumlede med solbrillerne, mens jeg gik efter sygeplejersken tilbage ad den linoleumsbelagte gang til trappen. Hun holdt døren og kastede et blik ind bag mine briller. Jeg nikkede og gik.

Chaufføren holdt og ventede. En ung mand, der sprang ud og åbnede døren, så snart han så mig. Bukkede med en blanding af ironi og alvor.

Jeg beholdt brillerne på og var taknemmelig for, at han ikke med det samme forsøgte at indlede en samtale. Vi kørte ned ad den lille villavej mod Falkoner Allé og Åboulevarden. Der lå rester af sne i haverne, et sted stod en halvt smeltet snemand.
Trafikken glider let.

Byen ser ud, som jeg husker den, i hvert fald den del af den, vi kører igennem for at komme ud på motorvejen. Rådhuspladsen, Tivoli, kvarteret omkring Hovedbanegården og Sydhavnen. Noget er revet ned og noget nyt skudt op, men stemningen er den samme.

Jeg strækker benene og læner mig tilbage. Ser Annas ansigt for mig igen. Hendes hænder, der stryger forsigtigt hen over foret i min frakke.

Solen har flyttet sig, mens jeg har stået og forsøgt at overvinde mig til at række hånden frem mod en tilfældig forbipasserende og bede om en krone eller halvtreds øre. Hvorfor kan jeg ikke? Jeg kender ingen i byen, og ingen kender mig. Der er ikke noget, jeg hellere vil end løse de opgaver, vi får, men de er så langt fra, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg tager mig sammen, rækker hånden frem og mumler noget.

― Hvabehar?

Kvinden med indkøbsnettet standser og ser venligt på mig.

― Ikke noget. Ingenting ...

Jeg vender mig væk med blussende kinder.

Vi står spredt rundt i kvarteret uden at kunne se hinanden. De fleste for at tigge, nogle få mere modige for at lade sig falde om, synke sammen på gaden som ramt af et ildebefindende. Hvor tit har jeg ikke drømt om at lade mig falde om for at blive løftet op og båret væk, badet i omsorg og bekymring! Men jeg var bange for at slå mig og valgte at tigge i stedet.

Jeg får øje på en kobbermønt et stykke ude på kørebanen og løber ud for at samle den op i en pause i trafikken. En bil, jeg ikke havde set, bremser op, chaufføren ryster på hovedet af mig og løfter formanende en pegefinger. Men jeg fik den! En femøre af kobber, som jeg straks spytter på og ønsker ved. Det, jeg altid ønsker, når jeg finder en kobbermønt, ser et stjerneskud eller er så heldig at få en fugleklat på mig: gid jeg må blive en berømt skuespiller! Gid, gid, gid!

Jeg stikker mønten i lommen på min korte orangefarvede nederdel, så jeg om aftenen, når jeg kommer hjem, kan lægge den ned i dåsen til de andre kobbermønter, jeg har fundet og spyttet på. Men den hjælper mig ikke nu. Jeg har stadig ikke løst min opgave, og der er kun nogle minutter til, vi igen skal mødes på skolen for at fortælle, hvordan det er gået.

Jeg begynder at gå i retning af skolen. Jeg kan nå det endnu. Spørge ham der, eller hende, de to unge mænd, der kommer dér.

― I kan vel ikke undvære en krone?

Ordene vil ikke komme over mine læber. De går forbi uden at se på mig. Jeg tager et par skridt efter dem; jeg kunne indrømme, at det er en opgave, og at jeg ikke kan løse den. Bede om deres hjælp. Men ikke engang det er jeg i tand til.

Ingen ser mig løbe op ad bagtrappen og ind i garderoben. Jeg låser mit skab op, tømmer indholdet fra min pung ud i hånden og lægger den tilbage i tasken. Skynder mig ned ad trappen igen, ud på gaden og ind ad hovedindgangen. Vi skal mødes i fægtesalen. De andre er kommet. Jeg kan høre dem le og snakke i munden på hinanden, mens jeg går ned ad vindeltrappen. De sidder på gulvet i en kreds om Pablo, der stiller opgaverne. Han sidder i en lænestol, nogen har slæbt ind til ham, og ryger på det allersidste af en cigar. Jim, vores lærer i kropstræning, sidder i vindueskarmen, og lige som vi skal til at begynde, lister Anna ind ...

Ole og Henrik springer op for at hente en stol, men hun ryster afværgende på hovedet og sætter sig på gulvet et stykke væk, som om hun tror, vi så vil glemme, at hun er der.

Vi får ordet på skift.

Krystyna har stået foran et supermarked og fået næsten tyve kroner. Folk kunne høre, hun var udlænding, og havde spurgt, hvor hun kom fra.

― Polen, havde hun sagt, og så havde de givet hende ekstra, fordi de troede, hun var flygtet fra kommunisterne.

Alle ler, også Anna.

Krystyna var kommet hertil, fordi hun var blevet gift med en dansker, som hun i mellemtiden var blevet skilt fra igen.

Bo Felix fortæller, hvordan han, efter at have gået længe rundt for at samle mod, havde ladet sig falde om et sted i nærheden af de døves kirke. Et ældre ægtepar var kommet løbende til, så opskræmte, at han var blevet helt flov og havde måttet bruge lang tid på at overbevise dem om, at han hverken havde brug for en ambulance eller fejlede noget alvorligt.

Pablo smiler. Det spiller i hans sorte øjne. Det er varmt. Solen står på.

Så er det min tur. Jeg bliver tør i munden, hjertet hamrer. Jeg tager pengene op af lommen. Der er mange. Lidt for mange, ser jeg nu og kaster mig ud i fortællingen om, hvordan jeg fik dem.

― Mænd, siger jeg, ― mest mænd. En af dem sagde, jeg måtte få, hvad han havde i lommerne, hvis jeg selv ville tage.

Kirsten spærrer øjnene op.

― Gjorde du så det?

Jeg nikker.

― Ja, det gjorde jeg. Og der var mange. De fleste af dem her ...

Der er stille. Alle ser på mig. Pablo har taget cigarstumpen ud af munden.

― En anden gav mig et par kroner, men blev, i stedet for at gå videre, stående og så på mig, som om han troede, at han havde købt billet til noget. Da jeg gik tilbage hertil, fulgte han efter. Jeg begyndte at løbe, men det gjorde han så også. Jeg ved ikke om han står dernede ...

Et par af drengene rejste sig og gik hen til vinduet.

― Hvordan ser han ud?

― Mager, med langt brunt hår og pandebånd. Frynser på bukserne og gummisko på, så vidt jeg husker.

De kan ikke se nogen, men han kan have gemt sig, siger de, jeg må ikke gå ud uden dem.

Pablo sidder længe uden at sige noget. Så nikker han eftertænksomt og giver ordet til den næste.

Min lykkemønt er blevet væk mellem de andre. Jeg kan ikke se, hvilken en af femørerne det er. Jeg mærker Annas blik. Der er et udtryk af eftertænksomhed og undren i det, synes jeg og bliver nervøs for, om hun har gennemskuet mig.

Vi lægger de penge vi har samlet i en fælles kasse til en fest.

― Er du bange for, at han skal stå og vente på dig, spørger Krystyna, da vi efter seancen står i kø ved disken i kantinen.

― Næh. Jo, lidt...

Jeg åbner min pung for at betale og opdager, at den er tom. Så husker jeg hvorfor og lukker den hurtigt.

― Du kan låne af mig.

Krystyna lægger en mønt på disken.

De andre rykker bordene sammen, så der bliver plads til alle. Vi vil ikke dele os. Vi har kun kendt hinanden i knap to uger, men føler os allerede som søskende. Vi er noget særligt, valgt ud blandt mange, det forbinder os.

Anna og Pablo kommer ind og sætter sig ved siden af. Samtalen springer frem og tilbage mellem dem og os. Vi snakker i munden på hinanden, taler til dem, som om vi var jævnbyrdige eller havde kendt dem længe. Martin vil høre deres mening om skuespillerens pligt til at tage politisk stilling og anstrenger sig for at lyde intelligent. Kirsten spiser wienerbrød, det andet stykke i dag. Ditte tager de små stykker glasur, der falder af det, og putter dem i munden.

― Det vigtigste for en skuespiller er ærlighed, siger Pablo på sit gebrokne dansk. Jeg ved ikke, om det er en hentydning, og mærker mine kinder brænde.

Der er noget ungdommeligt over hans latter og måde at bevæge sig på, der får mig til at tvivle på, at han er så gammel, som vi tror. Måske er han ikke fyldt tredive.

Han har dårlige tænder.

Han er vokset op i en lille fiskerby i det nordlige Spanien, i en fattigdom, vi ikke kan forestille os, siger Ditte. Flygtet fra fascisterne, siger Martin. De mødte op på teatret og anholdt ham midt i en forestilling. Smed ham i fængsel og udsatte ham for tortur, fordi de mistænkte ham for at stå i forbindelse med ETA. Hans krop er ødelagt, fuld af mærker.

― Hvad er ETA?

De ser forbavset på mig.

― Ved du ikke det? Den baskiske oprørsbevægelse, der kæmper mod fascisterne! Mod Franco!

Alt det jeg ikke ved, fordi jeg hverken har hørt eller set i lang, lang tid. Ikke interesseret mig for nogen eller noget andet end mig selv og min drøm. Det kommer til at svide til mig nu.

Pablo ler af noget, Bo Felix fortæller om det ældre ægtepar, der hjalp ham.

Kantinen lukker. Pedellen dukker op og begynder at rasle med nøglerne. Anna og Pablo vil gå på Roxy, et værtshus, der ligger lige over for skolen, forklarer de. Vi tager det som en opfordring og går med.