Camilla Christensen

fra Paradis
Paradis
2004
Samleren

I begyndelsen var ordet, og ordet blev til fortællingen om civilisationernes opståen, om agerbruget, Haven, der betyder indhegning, gærde, garten, garden, jardin og ikke mindst pairidaeza, der fra persisk til græsk blev til paradeisos, Paradis, og som de fleste i dag mener lå i den rige muld langs Assyriens floder, mellem Eufrat og Tigris i det nuværende Irak - selv om enkelte helst vil tro, at det var beliggende på Mississippis bred, i Guds eget land - beskyttet af mure som værn mod den ydre verden, det fygende, knasende ørkensand, dyrene og uvelkomne gæster, og der var hverken koldt eller stegende hedt, men en vedvarende behagelig temperatur.

Og i Paradis voksede urter, koriander, tamarisk og akacie, ja, alle slags træer, som skyggede og var dejlige at se på, ikke mindst Livets træ med rødderne livgivende vederkvæget af kilden, der udsprang midt i haven og blev til fire brusende floder, der flød ud mod alle verdenshjørner, og civilisationerne opstod ved deres bredder.

Senere blev haven skyllet væk af Syndfloden, men da havekunst ligesom musik og gastronomi hører til de flygtige kunstarter, ville den ligesom Babylons hængende haver alligevel før eller siden være gået tabt, om ikke andet så være blevet bombet tilbage til jægersamlerstadiet, og da Syndfloden kom, havde Adam og Eva desuden allerede syndet, for de var længe før holdt op med nydende at dvæle i det værende, men havde spist af Kundskabens træ.

"Den form for skyld er ikke rigtig vores bord, lille dame." Betjenten hævede øjenbrynene og sendte sin kollega ved kaffemaskinen et forborgent smil.

"Men der ligger en kirke inde ved siden af."

Det sagde han, og her sidder jeg, og selvfølgelig er det sådan. Hvor dum kan man være, skyld er ikke sådan til at slippe af med bare ved at henvende sig på en politistation i provinsen. Eller i en kirke. Den slæber man med sig gennem tilværelsen, ind i fængslet, hvis man er heldig nok til at komme derind, og måske ud af fængslet igen. Jeg havde vel håbet, tænk engang, at kunne sone, finde en slags fred. Med tiden.

Visse mennesker kan ikke gøre for det, de er grundlæggende uskyldige, uanset hvad de foretager sig. Nej. Sådan kan man ikke se på det, har man dræbt et andet menneske, eller en hund for den sags skyld, må man påtage sig skylden. Eller? I øvrigt er det ikke mig selv, jeg taler om. Hvad uskylden angår.

"Hvem har fortalt dig, at du er nøgen?" spurgte Gud Eva, og fra at være muntre og sorgløse børn i Guds egen kultiverede natur, blev de fordrevet, ud af haven, ud i ørknen, ud på marken, ind til byen, ind i skammen, der forvandlede dem til voksne mennesker, som reflekterede deres egen væren og måtte tjene deres brød i deres ansigts sved.

De måtte sone ved at leve, og deres efterkommere og deres efterkommeres efterkommere, og for altid forbande slangen. Og Paradis er for evigt den tabte have i vores drømme, vogtet mod os af keruber med flammesværd.

"Måske var det en idé at gå til psykolog, man kan vist få tilskud," sagde den kvindelige betjent venligt og skænkede kaffe op i et krus med det engelske flag.

"Jeg forstår godt, du er rystet over det, der er sket."

Det var i formiddags. Kirken sagde mig ingenting, en psykolog koster den formue, jeg ikke har.

5. august 2004

Til
Horselund kommune
att. socialudvalgsformand K

Hermed som kontraktligt aftalt min evalueringsrapport over Projekt Haveby ...

... jeg kan jo lige så godt begynde, så småt, selv om projektet ikke er ført til ende endnu. Konklusionen er klar nok.

Men det, jeg allerede har skrevet, har ikke meget med en rapport at gøre. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden, pennen, pc'en over med, og i dag fik jeg at vide, at Willy er død ...

28. august
... tavshed. Men jeg er nødt til at skrive, kan jeg mærke, også selv om det ikke bliver en rapport. Finde en orden. Begynde med begyndelsen, slutte med afslutningen.

I dag var det Georg. Og Jimmie er væk, du er væk. Og her sidder jeg.

'En sand åndsfælle kendes på sin evne til at skelne, ikke bare mellem forglemmigej og kærminde, men mellem kærminde og kærmindesøster, selv i det allertidligste forår. Får De derfor besøg i Deres have på denne årstid, og gæsten henrykt slår hænderne sammen, mens han bøjer sig over kærmindesøsterens sarte blå blomsterflor og udbryder. "Næh, forglemmigej!" da ved De, at De har at gøre med en uforbederlig amatør. Efter et par år som haveejer opgiver De at rette den slags pinagtige fejltagelser, og i stedet for den havevandring, der indleder ethvert møde mellem to frænder, serverer De umiddelbart kaffen på terrassen, evt. indendøre, hvis vejret driller, og konverserer om noget andet, mens De efter bedste evne skjuler Deres utålmodige venten på, at gæsten skal tage afsked, så De selv kan komme videre med det egentlige.'

Sådan skriver Karel Capêk, det har jeg lige læst, og kærmindesøster hører til Evas, mine, yndlingsstauder. Den er nyttig og villig, smuk og robust, og hvad kan man ønske mere, af planter såvel som af mennesker.

Brunnera macrophylla eller Anchusa myosotidiflora hører til de rubladedes familie. Den dukker tidligt frem om foråret med små, spidse, men hurtigt større og hjerteformede blade, der snart suppleres af lette blomsterstande med forglemmigejlignende himmelblå blomster. Den formeres ved deling forår eller sensommer og formerer sig i øvrigt livligt ved selvsåning. Til foråret er jeg her vel ikke mere. Georg for fanden. Med sine store blade, siddende i tuer, er den velegnet som bunddækkeplanter for eksempel under buske og letløvede træer.

I fru Halberg-Sørensens have findes ikke en eneste. Der, hvor de netop nu så småt burde være begyndt at prikke huller i halvmørket under den obligatoriske kvartet af forsythia, syren, falsk jasmin og snart-blomstrende blodribs, ligger jorden bar, luget og revet, dyb og tung i skyggen.

Eva har lejet sig ind her, hos fru Halberg-Sørensen, et enkelt værelse med kogeplade, vask og køleskab på førstesalen af enkefruens, det kalder hun sig virkelig, enkefrue, villa i den nordlige, den pæne ende af Horselund. Mange generationers solidt provinsielt embedsmandsværk sætter stadig sit præg på både hus og have, og fru Halberg-Sørensen er især stolt af sine pyntelige røde begonier, hvert forår sat i to snorlige rækker på begge sider af havegangens kantsatte fliser - 15. april, alt for tidligt, tænker Eva, da hun med kufferten og den bærbare går op mod huset, der kan stadig nå at komme frost - selv om ryggen snart ikke vil være med mere, og heller ikke pengene, for der er meget at holde i sådan et hus, ikke fordi hun egentlig bryder sig om at leje ud, men alligevel, også udplantningsplanter er uforskammet dyre, og svigerdatteren finder, at det er spild af tid at trække snore, grave huller og sætte begonier, plant dog bunddække, siger hun, prydjordbær, krybende fredløs, det skal ikke passes, men bunddække hører til i skoven, i naturen, mener fru Halberg-Sørensen hvast og udplanter også i år sine begonier, for tidligt, sådan! Anderledes kan det ikke være, fordomme bekræftet, ingen grund til andet.

Fru Halberg-Sørensen, der nådigst byder på kaffe i dagligstuen, men kun denne ene gang, fordi Eva lige er ankommet, fordi hun gerne vil se hende an, fordi hun gerne vil vise sin stue frem, sit stel, der er ikke længere så mange at vise det til, har ingen anelse om, at hendes kantsatte havegang og den hundrede år gamle opdeling af villahaven i pryd, frugt og grønt, om end efterhånden med mest vægt på det første, især på græsset, som sønnen slår, resten er blevet for krævende, i lige linje nedstammer fra husmandshavernes buksbomkantede bede, der igen stammer fra herregårdenes renæssancehaver, og hun ville heller ikke bryde sig om at vide det, ville foretrække at springe det med husmændene over og nøjes med herregårdene.

Fru Halberg-Sørensen serverer småkager til, en anelse bløde, og kan ikke ganske skjule sin skepsis, den måde at snerpe munden sammen på, da Eva fortæller om sit ærinde i byen, om projektet, om perspektiverne.

Der findes kærmindesøster i Georgs have. Og kærminde. Og forglemmigej. Kærmindesøstrene er det første, Eva får øje på, da hun nogle dage efter sin indflytning, efter flere møder på Horselunds rådhus, med socialudvalgsformanden selv, med forvaltningerne, teknisk og social, med Birthe, hendes kommunale kontaktperson, træder ud gennem Georgs terrassedør, ud i hans have i den sydlige del af Horselund, den mindre pæne del, i Tugthusets skygge, selv om tæppet af snart visne lilla og gule krokus i plænen umiddelbart springer mere i øjnene.

Diskretion er også en af kærmindesøsters mange kvaliteter, i det dunkle rum under større let stammede vækster lyser de blå blomster stilfærdigt op, allerede da mindede det mig om dengang, og gør opmærksom på, at det prangende ikke nødvendigvis er det smukkeste.

"Så mange kærmindesøster," udbryder hun.

Et tilflugtssted i skønheden. Her. Indtil videre.