Claus Beck-Nielsen (1963 - 2001)

Den anden dreng
Vejlederne.To fortællinger
1997
Samleren

Han forestiller sig, at han er Jacob. Han er i Jacob, og Jacob er i ham, og Jacob begynder at udvide sig, synker gennem gulvet ned i den regnsmattede mørke jord, han breder sig, alle kloakrørene, regnormene, stumper af gamle plasticposer, lort, vættelys, knogler og tabte enkroner glider ind i ham, han vokser i alle retninger på én gang, rejser sig gennem huse, skyer og jetfly, op hvor alting er klart, byen flyder ind i ham, urolige gadelamper, mure med flossede plakater, glasskår og mennesker med snavs under neglene, spyttet under deres tunger, husene med toiletter og korridorer, støvet, der vokser ud af mørket i krogene, hen over gulvet, ind i ham synker havet, bølgernes grønlige, slimede skum, gopler og skeletter af hvaler, alverdens strande, kontinenter, Golfstrømmen, nordpolen og vældige isbjerge sejler ind i ham, idet han hastigt udvider sig, jorden er nu blot en hvirvlende glød, et knappenålshoved, som forsvinder i mælkevejene inde i ham sammen med virvaret af solsystemer, bortkastede rumsonder, kulde og så endelig det altomfattende mørke, det er i ham, og han er det hele, endeløs og uden centrum, alt og intet.

Langsomt begynder det uendelige at tage form efter Jacob og har nu hans form, universet er Jacob, og lydløst som et mørkt og roligt vand synker universet ned i ham, slipper huden over hans isse og synker ned over øjnene, gennem halsen og brystkassen, ind mod navlen stiger universet langsomt fra tæerne, under huden op gennem lårene, lysken, synker og stiger ind mod et sted lige under navlen, hvor alt trækker sig sammen i et punkt, der bliver mindre, bliver så småt, at det snart ikke kan blive mindre, og alligevel fortsætter det. Det er noget med tiden, han har glemt tiden, og nu er han fanget inde i den og kan ikke komme ud. Der er noget inde i ham, som før var hele universet, alt det, der er, og nu er det næsten ingenting, men alligevel bliver det ved at formindskes, han ønsker, at det skal høre op, han kan ikke længere bære det, kan ikke længere have det inde i sig, det er som en syre, der hvæser i marven, og hvis han ikke skal skrige og vække alle de sovende, må han lade det forsvinde, og han gør det: alt bliver mindre, og så med ét er det væk.

Joachim står igen på gulvet i mørket, mærker kokostæppets knudrede væv under sine bare fødder, ser det blussende mørke ude i horisonten, hvor nogen har sat ild til en flig af natten. Han ved, at han har snydt igen, han klippede i tiden. Han kan forestille sig alt, det er mærkeligt, men det er ikke det mærkeligste, det uendelige univers, der vokser og vokser, det er ikke ufatteligt, han har forestillet sig det. Det eneste han ikke kan forestille sig er, at noget langsomt bliver til intet. Det er der. Og så er det væk.