Hans Otto Jørgensen

Malkningens koreografi
Ålen har englelyd
2006
Gyldendal

Malkningens koreografi

Og poesien og skønheden, som jeg kom til at tragte efter, og som jeg vel altid havde tragtet efter, opdagede jeg, rummede både gru og forvirring. Ingen anden og ingen andre syntes at forstå det på samme måde, men for mig blev det en kunst, når jeg hjalp min mor med at sætte æg i æggebakker, når jeg stablede halmballer på loftet, når vi tærskede. Der opstod et uimodståeligt andet, som jeg fik adgang til, som intet havde med det rent praktiske arbejde at gøre, men som man må forstå var en i arbejdet iboende kraft. Kraften havde struktur, eller den synliggjorde sig som sådan, en særlig rytme, som jeg på én gang nærede mig ved og bidrog til opretholdelsen af.

Rytmen indlejrede sig i mit hoved, i mine bevægelser og fra mine bevægelser over i æggene og æggebakken, i halmen på loftet, så jeg ― når jeg ikke skulle til fodbold og måtte løbe igennem det, når arbejdet ikke tog magten fra mig ― i selve rutinen, i bemestringen af arbejdet oplevede frisættelse. Jeg kom i bogstaveligste forstand et andet sted hen. Men det var så også i al sin brutale enkelthed en måde at overleve på, at gøre arbejdet, pligten, dette uudholdelige til kunst. At det kunne komme til at synge sådan i mig.

Malkningen blev koreograferet som en dans ― eller mere præcis måske en ballet ― og kun med og igennem netop denne koreografi var det muligt at udføre arbejdet effektivt, inden for den givne tid, det vil sige uden én unødvendig bevægelse, uden tab af energi. Men det var ikke kun malkningen, der blev udført på den måde, det gjaldt alt arbejde i stalden, fra klokken tre-halv fire til halv syv, når jeg gav roer, når jeg gav kraftfoder, gav halm. Det forløb så at sige i ét stræk, som én dans, med den stadig samme præcision, og uden at jeg på noget tidspunkt undervejs ikke vidste præcist, hvor i det velkendte, stadig gentagne forløb, jeg befandt mig.

Det fordrede en uhørt koncentration, hele tiden at optimere arbejdsgangen, at have fire maskiner i gang, fire nye køer parate, fordrede, hvad jeg vil kalde denne kolde hjerne, intet uforudset måtte ske. Enhver forhindring, ethvert brud på rutinen ― en vandkop, der løb over, en punkteret trillebør ― førte uvægerligt til forlis. For dansen og for mig. Uden dansen spildte jeg mine kræfter, arbejdet kastede mig af, i bogstaveligste forstand, og jeg kunne ikke mere holde til mig selv.