Ida Jessen

fra Den der lyver
Den der lyver
2001
Gyldendal

For et par år siden købte Christian en lægepraksis i en landkommune i Himmerland, et af de steder i Danmark, hvor fiskehejrer river hinanden op i bølge, når man kommer kørende ad en af de smalle begede veje, der er rullet ud oven på rødsvingel og rapgræsser. Han var ikke alene om at rejse derop ― med sig havde han sin kone, Nina, der var organist, en smuk og sanselig kvinde med brede øjenbryn og mørkebrunt hår, der voksede ned i panden i en lille spids. Nina fik ubesværet arbejde ved sognekirken, hvortil der også hørte en annekskirke, for den slags steder er man vant til at gøre plads til to, hvis der er én man gerne vil have. Og Christian var virkelig ønsket, og han ønskede det også selv så meget, at man med en vis ret kan hævde, at han afgjorde sagen uden at tage Nina med på råd. Lige siden han var begyndt at læse medicin havde han villet være privatpraktiserende, og i løbet af sin studie- og turnustid og i den efterfølgende blokstilling havde han lagt penge til side. Alligevel kunne han ikke tillade sig at søge de fede græsgange, og derfor fæstnede han sig ved opslaget, da praksisen i Hvium blev sat til salg. For selv om man tog den øde beliggenhed og det lille patientgrundlag i betragtning, lå prisen mindst 100.000 kroner under hvad man kunne forvente, og han bestemte sig for at tage op og tale med stedets anden læge, en ældre mand, der i telefonen havde præsenteret sig som Linus Køpp, og finde ud af om der var noget i vejen. Det var en pludselig indskydelse. Nina var på kursus, og han syntes ikke der var nogen grund til at vente, til hun kom hjem ugen efter. Så han startede bilen og kørte op gennem Jylland og nåede frem netop som aftenkonsultationen var ved at lukke, og sekretæren låste de sidste patienter ud på en øde gade under horisontens sorte rødmen.

Køpp rejste sig, da Christian kom ind på hans kontor. Han virkede træt, en høj mand med alt for brede skuldre og skarpe grå krøller og tunge poser under øjnene. I begyndelsen gik det trægt med samtalen. Christian spurgte til patienternes smertetærskel. Han havde på fornemmelsen, sagde han, at der måske skulle meget til før folk et sted som her opsøgte en læge, men Køpp sagde, at det tværtimod forholdt sig lige omvendt: Til tider kunne han få den tanke, at det ligefrem var en adspredelse og en forlystelse for folk at rende til doktor, der skete jo ikke så meget her. Derudover havde han ikke ret meget at sige om hverken stedet eller patienterne, og alt i alt var det tydeligt at han i årenes løb var vokset så tæt sammen med det hele, at han ikke kunne se større nytte i at fortælle om det, end hvis han var blevet bedt om at udtale sig om sin venstre arm som jo stort set lignede den højre. Han fortalte lidt om vagtordningen og beredskabet og samarbejdet med hjemmeplejen og socialforvaltningen og bød så Christian på et glas.

"Jeg har kun Gammel Dansk."

"Det er fint."

Han fandt en flaske og to glas i skabet bag sig, skænkede op, slog proppen i, rakte et glas frem mod Christian og løftede sit eget.

"Har I så børn, du og din kone?" spurgte han og nikkede mod sit glas, der havde mindet ham om at han skulle konversere.

"Ja," sagde Christian og blinkede fortumlet. "Et." I samme sekund kunne han have gennembanket sig selv. Hvorfor sagde jeg det? tænkte han.

"Nånå. Er det så en dreng eller en pige?"

"En dreng," sagde Christian lavt og tømte sit glas. Han var begyndt at svede. Det var, som om det var Nina der havde svaret, og ikke ham. Han prøvede at finde noget andet at tale om, men han var tom i hovedet. Det er jo ikke noget, tænkte han. Det er jo ikke noget. Pludselig lagde han mærke til, at de tre af skrivebordets sider var dekoreret med fossiler. De lå ganske tæt i lige rækker, store ved små, muslingeskaller indstøbt i cementsten, forstenede søpindsvin, vættelys, granitstykker fyldt med perlemorsskinnende skaller og aftryk af runde og snoede sneglehuse i flint. Det lignede noget et barn kunne have lavet. Sådan ville et barn pynte sit bord eller sit kæledyrs grav.

"Det er også et godt sted for et barn at vokse op," sagde Køpp og smilede slapt til Christian. "Hvor gammel er han så, knægten?"

"Til maj ville han være blevet tre år," sagde Christian.

"Nå, men det er jo også en dejlig alder. En til?" Køpp tog proppen af flasken og gjorde mine til at ville skænke op. Christian rakte sit glas frem, og Køpp begyndte at hælde. Pludselig stivnede han, og satte flasken fra sig på bordet med et ryk.

"Undskyld," sagde han.

"Det er mig, der siger undskyld."

Der blev stille. Udenfor på gaden kørte en bil forbi, og det fik Christian til at tænke på, hvor lidt han havde hørt til trafikken. Vejen gennem byen var bred og gik meget tæt på husene, som om planlæggerne havde regnet med en tæt strøm af biler og næsten ingen fodgængere. Men i den tid Christian havde siddet inde hos Køpp havde han kun hørt et par stykker. Køpp tømte sit glas og satte det lydløst fra sig på skriveunderlaget.

"Folk her på stedet kalder mig for doktor Bløp," sagde han lidt efter. "Det er ikke kærligt ment. Jeg er for distræt til at være læge."

Christian svarede ikke.

"Jeg tror de glæder sig til, der kommer en ny. I øjeblikket er jeg alene. Det er også for meget for én mand. Jeg kan ikke sove om natten."

"Hvad blev der af den anden?"

"Af Sander? Han ville trække sig tilbage."

"Men han er da vist ikke så gammel. Er han over halvtreds?"

"Det er lige deromkring."

"Er det ikke lidt tidligt at trække sig tilbage?"

"Folk har jo deres grunde."

"Er det grunde, som kunne være interessante for mig at høre?"

"Neej," sagde Køpp langt, "det sorterer vist under privatlivets fred."

Da det blev tid for Christian at rejse sig og gå, fulgte Køpp ham ud på den lille parkeringsplads, der lå bag Brugsen rundt om hjørnet.

"Du er den eneste, der har været interesseret indtil nu," sagde han, da Christian satte sig ind. Han stod med korslagte arme og frøs under gadelygten. "Jeg ved ikke, hvad du siger?"

"Jeg må vist tænke lidt nærmere over det," sagde Christian og drejede tændingsnøglen. Bilen startede, men da han ville bakke ud kunne han ikke. Han stod ud af bilen, og Køpp, der havde været på vej hen til sin egen, kom tilbage.

"Det var satans," sagde han interesseret og bøjede sig ned og satte en tommelfinger på bagdækket. Det var skåret op med lange, langsgående snit, der fik det indre til at krænges ud. De gik rundt om bilen. Alle fire dæk havde fået samme behandling.

"Det ligner lystmord," mumlede Christian utilpas.

"Det er det sateme også." Køpp var livet meget op nu. "Jeg kan godt sige dig ― der er nogen knægte her i byen. Forleden havde der været indbrud i naboens garage. De var rendt med et helt dyr. De havde simpelt hen tømt fryseren og rendt med hele dyret. Det er alligevel mærkeligt, hvordan det kan lade sig gøre, ikke?"

"Hvad gør jeg nu? Jeg skal jo tilbage?"

"Du bliver nødt til at ringe efter Sørensen. Det er en lille mand vi har herude. Så ordner han det. Nu skal jeg gå ind og snakke med ham for dig."

Køpp forsvandt, og Christian blev stående på parkeringspladsen. Mørket havde for længst sænket sig over byen, men i vest var der stadig en lidt lysere rand over tagene. Han så ned ad hovedgaden med dens lave huse. Til højre for jernbaneoverskæringen lå der en besynderlig gulkalket miniatureherregård med hvide pilastre, hvis facade blev oplyst af projektører. Et par biler holdt på parkeringspladsen foran. Så begyndte klokkerne at klemte og lamperne at blinke, og bommene blev sænket. Et øjeblik efter hvislede et IC3tog forbi, med oplyste vinduer i sine få vogne, og minuttet efter hævedes bommene atter. Køpp kom ud. Christian lagde mærke til at han trak på det ene ben.

"Det ser ud til, at han først kan ordne det for dig i morgen," sagde han, da han nåede hen til Christian.

"Så nu synes jeg, det vil være passende, at du tager med mig hjem og sover i nat."

Christian så undersøgende på ham. Ordvalget forekom ham mærkeligt. Hvori bestod det passende? Han havde ikke lyst til at blive og spurgte efter en udlejningsbil. Men det ville være umuligt at få fat i, sagde Køpp, og det endte med, at Christian indvilligede.

Køpp boede i en stor ejendom, der lå på en skråning ud mod fjorden, en arkitekttegnet gulstensvilla i flere forskudte niveauer fra halvtredserne. Det var en fire-fem kilometer uden for byen, og der var meget mørkt i alleen, der førte op til huset. Christian havde fornemmelsen af at køre i en tunnel. Midterrabatten rumlede under bilen, og granernes nye skud slog ind mod ruderne. "Min kone siger, jeg skal se at få klippet ned," sagde Køpp. "Det er satans med alt det, der skal passes," og Christian svarede høfligt et eller andet, alt imens han funderede over hvordan det kunne være, at alt hvad Køpp havde sagt siden de havde opdaget uheldet på parkeringspladsen havde lydt så fejlanbragt jovialt.

I entreen tog konen imod. Hun præsenterede sig som Hege. Hun var nordmand, kom oprindelig fra Hønefoss, men talte skandinavisk, som hun kaldte det. Hun forklarede Christian hvordan hun brugte de danske talemåder og ordstillinger for at kunne gøre sig forståelig, selv om hun aldrig ville kunne lægge det norske tonefald af sig. Og imens hun talte, lyttede Christian til musikken i hendes stemme og blev dybt charmeret, til trods for at hun måtte være femten-tyve år ældre end han. Hun bød ham sin arm og tog ham ind i en spisestue, hvor et stort glasparti vendte ud mod fjorden, der på det sted var meget bred. "Du ser det ikke nå," sagde hun, "om vi ikke slår av lyset." Hun rakte en arm ud og trykkede på kontakten og førte i mørket Christian med hen til glasruderne.

"Ser du det?" spurgte hun.

Ja, det gjorde han. Længere henne ad stranden var der nemlig på en bølgebryder en lille fyrlygte, der sendte sit blink ud over vandet.

"Er det ikke vidunderlig?" hviskede Hege ved siden af ham og lo så pludselig og gik tilbage og tændte lyset i loftet.

Efter middagen, som bestod af havtaske omviklet med bacon ― Christian ville have foretrukket retten enten uden bacon eller uden havtaske, men var selvfølgelig taknemlig for at der også var mad til ham ― tog Hege dem med ind i dagligstuen, hvor hun tændte op i pejsen. Mens hun lå på knæ og bearbejdede blæsebælgen med langsomme, formfuldendte bevægelser, lagde Christian mærke til at der på hendes hals fra øre og ned til kraveben var spor efter en række blå mærker. Han havde ikke set dem før, for de var ved at forsvinde, men som hun sad med siden til og flammerne foran ansigtet, trådte de frem, den ene efter den anden, svagt gullige, rødlige og grønlige aftegninger. Der og der og der. Hver gang han kiggede efter, fik han øje på en ny. Hun fortalte om deres heste, fire knabstruppere og en islænder, som hun ville tage ham med ned og se den næste morgen. Det var kun hende og Christian, der talte. Køpp havde anbragt sig i en dyb øreklapstol og vendt den halvvejs om mod pejsen. Han sad med hagen hvilende mod fingerspidserne og albuerne støttet på armlænene. Af og til sprang en gnist med et højt knald, men han fortrak ikke en mine. Christian havde på fornemmelsen at han sad og sov med åbne øjne. Klokken halv elleve rejste han sig og sagde godnat. "Det er den nattesøvn," sagde han. "Jeg kan sateme ikke få nok af den. Men den er genstridig, haha. Godnat. Vi ses i morgen tidlig."

"Godnat," sagde Christian, og døren lukkede sig efter Køpp. Hege og Christian blev siddende en rum tid. Der var meget roligt i stuen mellem dem. Christian roste det smukke hus og møblerne og malerierne, og Hege sagde, at deres største kostbarhed var et stort barokskab, der stod ude i gangen, men at hun slet ikke kunne fordrage det. Derefter spurgte hun til hans kone, og om de havde børn, og han fortalte, at de havde fået en dødfødt søn et par år forinden, og at Nina ikke havde lyst til at få flere.

"Skjønner det, skjønner det," nikkede Hege ind i den store fred, der havde lagt sig over dem, og Christian tænkte: Nu ville jeg kunne spørge hende om de blå mærker, men det behøver jeg jo ikke.

Lidt efter midnat rejste de sig og Hege viste Christian ned til et værelse i kælderetagen, hvor der stod en opredt seng med et håndklæde og en ny tandbørste lagt frem, og hvorfra han, da han havde lagt sig og lå i mørket med vidtåbne øjne, mente, at han kunne høre vandet neden for skrænten.