|
Dig og mig
En kvinde går langs en grænse; det kunne være grænsen mellem dig og mig. Mellem to mennesker,
der går under hver sin paraply ved siden af hinanden på Strøget en dag, hvor regnen falder
let, men hurtigt. Kvinden ved, at manden under den anden paraply er én, hun engang gik i seng
med tidligt om morgenen efter en gymnasiefest, men hun lader, som om hun ikke kender ham. Hun
hørte senere, at han havde sagt, at hun lød som en hest, når hun kom. Hun drejer af ved Illum
og går ind i blomsterhandelen for at købe lyserøde tulipaner til at tage med til den middag,
hun skal til om aftenen.
Grænsen imellem os består af luft og hudens nerveskjold.
Kvindens tanke er som de andres indesluttet i hjernens plasmasten, og så vanskelig at
formidle: Den forvrænges af kvindens stemme, af hendes nervøse gestik, hendes højre øje,
der skeler en anelse indad mod næseryggen og forvirrer de andre, den måde, hun let opgivende
falder sammen i skuldrene.
Fraværende hiver hun mobiltelefonen op af tasken, trykker på ikoner og tal, får ringet til
manden og sagt, at hun godt kan nå at hente pigen, hvis han husker at gå i farvehandelen og
også køber noget ind til madpakken.
Manden står i entreen, allerede på vej ud for at hente pigen. Han tager sin fåreskindshue på,
mens kvindens stemme bølger sig ud af røret, og ser sig i spejlet, uden egentlig at se, han
registrerer bare sin krops grænser mod luften, den silhuet, han tegner mod den lyseblå entré
kun oplyst af tre halogenlamper på en skinne i loftet. Han modtager kvindens tanke gennem sine
sansers spejlkabinet; han hører lidt dårligt, billedet af pigen vugger på en indre sø af
træthed, og han forbinder altid ordet leverpostej med den grønne farve på sin mormors køkkenvæg
og en syrlig lugt fra skoletasken.
Hvorfor er det nu, han skal til farvehandleren, tænker han, da han er kommet ned på gaden og over
tagene ser to lysegrå skyer skilles for at lade en blå, strimmel himmel komme til syne. Åh, ja,
det lille bord, hun har taget hjem fra sommerhuset. Hun vil male det og lave en bricolage af katte ovenpå.
Naturligvis ikke rigtige katte, men afbildninger af den kat, ordet vækker til live, glansbilleder med
lakspray over, og han kan ikke lade være med at grine indvendigt ved tanken om, at det ifølge sproget er
virkelige katte, bordet skal dekoreres med.
Bordet er til deres datter; ifølge ham er det et fuldstændig overflødigt projekt, men kvindens lette
skælven, når hun fortæller om det, rører ham, og han kan da sagtens gå til farvehandleren, det er altid
morsomt, farvestriber på nethinden, lugten af selv at skabe en ramme om sin tilværelse.
Imens går kvinden hurtigt videre langs sin grænse mellem sig selv og de andre, ude af stand til at formidle
sit indre. Der er øjeblikke, hvor hun føler der ikke er forskel på hendes eksistens og en klokkeblomsts, hvis
blå hoved drejes og bøjes af regndråberne. I de øjeblikke tror hun at være gennemsigtig for de
omkringgående
― så gennemsigtig, at hun kunne træde ind i én og være dem, købe ind efter deres indkøbsliste
i Irma, hente deres børn, synke ned i deres sofa og åbne for den flod af erindringer, der strømmer i dem. Det
er som en døs, hun går i, og så pludselig er hun ude af døsen, må slå paraplyen op igen og erkender i et jag, at det
ikke er sådan, det er; hun er for altid lukket inde i sin egen eksistens, uden mulighed for at overskride
grænsen til de andre. Selvom hendes hud lader dråber og nerveindtryk løbe ind og ud af sig som en si sunket
ned i en flod, kan hun ikke komme ud af den.
Kvinden har varme hænder, hendes veninde har iskolde hænder. Men hvad siger det om deres tanker? Om deres måde
at være til i tilværelsen på? Intet, hudens ydre forråder og fordrejer, og det er hele spillet af fordrejning,
kvinden forsøger at lære, så hun kan overskride grænsen til de andre. Hud og luft. Øjnenes blanke slimhinde.
Det, hun vil, der bestemt ikke altid er det samme som det, hun gør. Sætningernes mangfoldige lag af betydning,
der åbner for den fuldstændige misforståelse.
Manden går ind i farvehandelen; hans fødder træder på de tre granittrin, hånden holder om det kolde jerngelænder,
i hans tanker er kvindens ansigt, hendes lette skælven, et ude, der nu findes som et billede i ham og rører en
følelsesstreng.
Hendes hånd, da han tog den på stranden, hvor hun snublede over en sten, hendes krop, der er ude af stand til at
skjule hendes indre bevægelse, selvom hun forsøger med sit skarpe pagehår, smalle stribede briller, højrøde
læbestift; hendes indre bevægelse, der fortsætter ind i ham. Kærlighed kalder han det.
Hvad der fører til, at han, selvom han synes, at bricolagebordet med de omhyggeligt indsamlede glansbilleder
ikke bare er tåbeligt, men direkte frastødende, står i butikken og taler ud i luften, og lydbølgerne bliver
forstået, og en stemme siger, ja, det er nok nødvendigt, fundamentalt, med den ekstradyre pensel, så hår og
støv ikke sætter sig i lakken. Yndigt, glammer et ord i hans indre og vækker en følelse, der bedst kan beskrives
som had, men han lukker følelsen inde for ekspedienten, hvis lyserøde mohairbluse forstærker den. Hun har ikke
engang bryster i den, har garanteret huset fuldt af bricolageborde; det er ikke morsomt længere.
Manden smiler og smiler, mens han betaler, beder om at se et farvekort og hengiver sig til et befriende
sansebrusebad. Han leder efter den lysegrønne farve fra sin mormors køkken, men han kan aldrig finde den,
måske findes den kun i hans erindring, da hans mobiltelefon diskret masserer hans bryst. Han tager
telefonen op af brystlommen og ser på den, det er kreditforeningen, til helvede med dem, han slår telefonen
fra og hengiver sig til farverne, suger dem ind i sig med sin øjesnabel, slikke, suge, han vil aldrig glemme
de farver, lukker dem inde i tankens plasmasten.
― Var der andet? spørger ekspedienten lyserødt, og manden ser forvirret på hendes hæslige bluse. Han anede
ikke, hvor han var, hun er ude, han er inde, han er en grøn streg hen over tilværelsen, han ryster på hovedet
og kommer farvekortet i lommen og styrter ud ad døren, trækker vejret gispende på fortovet, han ryger også for
meget, den hæslige lyserøde forfølger ham ud på gaden, han kan ikke slippe fra den, den presser en plasticpose
i hans hånd, posen er tilmed tung, hun vender sig, det må holde op, han skal køre bil, det nytter ikke noget.
Han får krænget sine sanser udad, så de vender ret, ikke vrang, og kan formidle den forbipasserende trafik.
Hvornår er han egentlig ude af sig selv og hvornår inde? Han har en plasticpose med lak og pensel på sædet
ved siden af sig. Han udfører de hverv, livet pålægger ham. Inde, ude, det er en hårfin grænse, han skal
passe på ikke at falde ned fra.
| |  |