"Mennesker med bløde, bevægende kroppe, der modtager og sanser verden med én sans i hver celle. Deres hår er gyldent, og de smiler til planterne ― deres brødre og søstre, som er på vej op i luft og bevidsthed. Intuitivt anes den store enhed i ånden ― i biologien, teknologien, filosofien. Og de smiler. De er ikke bange for at elske, de er ikke bange for kroppene. De elsker kun, når de elsker hinanden, og sjælen således bevæger kroppen. Duften er sødlig, krydret, når de taler med bløde og sært smertelige lyde ... som radiosignaler. De håner aldrig hinanden. Bygger sammen værker, der er huse og kunst. De vil pleje dig og hjælpe dig til at se (som er det samme som at sanse og forstå farvernes lyde).

De vil vise, at vi er af samme slægt. På vor planet er de i tidens løb blevet kaldt "engle" og "guder". Her er de uden navne. Selv deres sinds boliger af celler, sten og vand har ingen ydre identiteter og er dog forskellige og beskedne i deres anonymitet ... De er helt rolige nu, lod livet bruse igennem sig for lysdage siden. Er nu klare og har glemt fremtiden ... de lever i ét uendeligt svævende fald ned gennem et sekund. Mere kræver de ikke.

De ville så gerne "tale" med dig."