Michael Strunge

Bag den duggede rude ser jeg stjerner, byens og himlens, under
mig drejer kloden. Over mig er verdens rum åbent, og herfra
strømmer tanker og billeder ind. Jeg ser en kvindes gyldne,
bløde øjne, jeg ser fremmede dyr i ukendte skove. Jeg aner fjerne
folk, deres verdener og legender ― jeg føler, at de vil stå mig nært
i hvert øjeblik. Jeg er ikke kendt her ― men måske på fremmede
planeter ..? Jeg er digter, og jeg vil fortælle om gammelt, som
bliver nyt, om månen som skal generobres for vort syns skyld.
Du kender mig først, når du ser mig. Måske er jeg af samme art
som du, jeg taler samme sprog som alle ― jeg ser med universets
Esperanto.