|
MIN FØRSTE ROMAN
(Den handler om en ung mand.)
1. kapitel
George blev født en morgen, hvor solen sov længe. Det var
vinter, og faren blev glad. Jordemoderen hed fru Sørensen og havde et
overskæg af hormonal karakter, tapetet var blåt og hvidt. Danmark havde
lige vundet over Sverige (Ole Madsen, you know, tidskolorit). George
var en dreng, og faren lærte ham at spille fodbold. Moder var i køkkenet,
snart skulle hun maltraktere. Der var lagt op til noget med sovs.
Da George fyldte fem år før tiden, fik han et slips i fødselsdagsgave af
sin onkel, Arne Bruun (noter: navnesymbolik). Det var aflangt og prikket,
røde og blå prikker på sort. Der var fugle i luften og fjernsyn i TV.
George hængte slipset på væggen i sit værelse ved siden af et billede af
en engel af ubestemt køn (aha). Tæppet var mønstret og ublødt (aha).
Gardinerne var blå og sorte og gule og grønne og røde og blå, og
stolen ved det lille bord var meget lille og lavet af billigt træ og
en snedker. Det var en billig familie, George dér var kommet ind i.
Kort efter blev der revolution, selv om det langt fra var
sidste kapitel. Alt forblev dog også det samme.
2. kapitel
(er kedeligt, vi springer det over).
3. kapitel
"God morgen, George, du skal i skole og der er cornflakes og en
fiskefilet til din mave og har du læst? I øvrigt er din far død.
Han prøvede at sluge sin nye skjorte for at få en nyere.
Usle dyr. OP!" Og George stod op. Radioavisen, Kennedy skudt.
Igen. "Jeg hedder Kurt," sagde Kurt til læreren Erik Kaj.
For han var træt af at være en George.
4. kapitel
Nemlig!
5. kapitel
Kurt var 17 og havde et hjerte af lutter bankende erektion.
Han lagde forpustet en "hånd på låret" af Marie-Louise Schultzs
faste, varme og naive lår. Pludselig var låret ikke mere
naivt og mistede hurtigt buxebenet. "Hænder-over-det-hele"!
De elskede, og bagefter drak de te og så et program i TV
om boligindretning. Kurt ville helst have den blå farve
til stuen. De blev uvenner, og Kurt græd i et par dage.
Ikke desto mindre blev han student et par år
efter, trods mange selvmordstanker. Han blev også kanonfuld
og gik i seng med Tine Negl fra klassen
(hænder, lår som aldrig før, hævet ubux, støn og sved).
6. kapitel
Består af en symbolsk fordybelse i det moderne menneskes eksistentielle
angst og tomhedsfølelse, samt den deraf følgende fremmedfølelse over
for samfund, krop og sjæl, og den manglende erkendelse af egne
forandrende evner på grund af det fortrængte ønske om en Frigørelse
Af Driftspotentialet.
7. kapitel
Tine og Kurt sad på bænken ved det lille torv i forstaden sydvest
(ikke nord!) for den store by. Det var nat og sommer,
stjernerne brændte. Så kom det som et koldt vindpust:" ...
8. kapitel
Drama!
Intrige!
Epik!
Symboler, figurer og psykologi!
Tragedie, komedie og farce!
Sex, skandaler, psykoser og svig!
Og et lille stemningsbillede, hm, ænder.
9. kapitel
Tine var fortvivlet: Hvordan kun-ne det dog gå til,
at Kurt, en voksen mand på 18 år, var blevet, ja, rent ud: gravid.
Var det fordi han fik så mange svedere i den lille skole ved
elmetræerne på hjørnet af hovedgaden og Pligtens Allé, hvor
præsten plejede at komme forbi med wienerbrød (snegl
til ham selv, wales til fruen) og nikke smilende til
de rene børn, der stod parate med hilsen og bare ben,
om sommeren når de ældste fik deres sidste karakterer
og snart sås som hurtige skygger i parken i færd med
det første knald? Hm, ænder, frøer, livets spørgsmål,
hundelortene tørrede ind på fortovet som små ministerfjæs.
Hun købte en motorcykel og stak grædende af
til Schweiz. Hm, Tyskland, Bratwurst, Lederhosen und Gesang.
10. kapitel
Åbent kraniebrud. Sutur.
11. kapitel
Kurt fik hurtigt en abort. I en lyssky kiosk, hvor man kunne
købe pornografiske blade på recept. Kiosken var så mørk, at
han gik lige ind i væggen i stedet for ud ad døren, da han skulle
hjem. Åbent kraniebrud. Sutur.
12. kapitel
Nu må der gerne snart ske noget vigtigt!
13. kapitel
Pludselig en dag kom en stor sidevogn til en Nimbus-motorcykel
brølende op ad stien til rekreationshjemmet. I sidevognen sad
en kvinde. Kurt så i et frossent sekund af uendelighed og
himlen-falder-ned, at det var Tine. "Tine, Tine, Tine, Tine,
lille pige, Tine, Tine, Tine, oh, mit pigebarn, åh, Tine,
Tine, Tine, det må jeg nok sige. Hvad fanden laver du her?
Og ... hvad-fanden-i-hede-hule-helvede - kører du uden
styrthjelm? Og hvad ligner det at køre i sidevogn uden
cykel. Vil du straks!" snerrede Kurt og knaldede
Tine (for hende var det) en velfortjent lussing.
Så græd de lidt. Og mågerne sang.
Senere købte de en lille lejlighed efter lang
tids velfortjent arbejde. Det var tider, som det aldrig havde
været før. Og aldrig skulle blive igen.
Stuen var blå, det var sommer igen. Rap.
En kedelig morgen nogle år senere fødte Tine,
befrugtet 9 måneder før ved hjælp af Kurt, et velskabt
barn, der trods alt manglede en fod.
14. kapitel
Alligevel var de to lykkelige, og et par år senere kunne
man se dem gå vellykkede ture på gaden med et lille barn
hinkende et par meter efter sig.
Så begyndte det at regne, og de gik hjem
for at drikke kaffe og spille dam. Tine vandt. Der har
nok ligget noget dybere til grund for, at Kurts næse
umærkeligt havde sænket sig nok til netop at berøre
felt G7 på brædtet. Der løb lidt snot ud af hans
højre næsebor, det bredte sig som en lille dam, hm,
ænder, ind over grænsen til felt G8.
"Der er en tomhed, en sort plet i min
sjæl. Jeg er bange for, at det er en ... en
skamplet," sagde Kurt med blanke øjne og tog et
stykke wienerbrød.
15. kapitel
Familien kunne se livet lysne. Den holdt sammen som bussemænd
i en motionsløbers næsebor en dag med hedebølge.
Barnet havde nu endelig fået en krykke, og
med øvelse lærte det at øvelse gør mester og hinke helt
naturagtigt.
"Jeg rejser," sagde barnet Albert, der
nu var en ung mand. "Til USA. Og prøve lykken.
Og de perverse klubber i New York. Jeg vil være turistfører."
Forældrene var rørt til tavshed. "Til USA... de perverse
klubber... turistfører," lød det som sprøde klokker i deres
kollektive overjeg.
16. kapitel
Præcis kl. 7.40 lettede flyet.
Præcis kl. 7.50 eksploderede det og styrtede ned i Alberts
hjemby. Lige ned i hans barndomshjem!
17. kapitel
Himlen over byen var rød som mensesblod af ild, og luften
brændte i øjne og lunger. Senere, efter solens forsvinden,
stod Kurt, Tine og Alberts hjem ikke mere i flammer men ruin.
Det lå som sortbrændte brokker af mur og bjælker med forkullede
legemsdele spredt i en værre uorden rundt omkring. Et sted sås
en lille krykke, som vidste den intet om hvad der var sket,
bare stod så klar som en barnestemme i alt det rod.
Sikke noget. Og ænder.
Natten blev kold, stjernerne var splinter af
is. Den lille fembenede familie levede kun i det bitre
minde, deres sjæle knuget i våde lommetørklæder og ubux.
"Det vil blive en smuk begravelse," tænkte Kurts
mor tilfreds ved sig selv. Familiekisten var stor som
et mareridt man ikke kan huske helt. Og den var let
som drømme, man aldrig huskede. Enkel og smuk som det
blik, man giver sig selv i spejlet, når man har gjort
noget, der var ganske ubevidst, perfekt og aldrig forkert. Blå.
SLUT
(opgavesæt til MIN FØRSTE ROMAN kan fås ved henvendelse til forfatteren.
Titlen er:"MIN FØRSTE ROMAN - kønsroller, Kennedy, kager og søens
dyr, ind i nittenfirserne, punk og pædagogisme, hvorfor sidevogn uden
motorcykel? Hvar?")
| |  |