Michael Strunge

Der må findes en dør
til et hus med et rum
med et vindue
hvorfra jeg kan se
hvilke veje jeg kom ad
for at se dem
igennem mine øjne
i rudens spejlbillede.


Hvis vinduet i det rum
i huset med døren
bliver åbnet af mig
glemmer jeg måske mig selv
og husker med ét
hvordan det er at gå
uden tanke for andet end gangen.


Så har jeg råd til
ikke at stirre på solen
men lukke øjnene
og rummes i dens varme
gemt midt på gaden
bag orangerøde æg
og ikke andet.