Morten Søndergaard

Og inde i stenen findes skulpturen allerede
Vinci, senere
2002
Borgen

Og inde i stenen findes skulpturen allerede
og inde i den en anden

og en anden

og hvor skal jeg standse
for kun tvivlen står tilbage
ordene ligger

i min kuglepen

det føles godt
at gå til grunde

i dette hav af ord

men du hvisker til mig
at ingen når at færdiggøre

det de var i færd med

og at kærlighed er ét eneste
uafsluttet ønske om at blive ved

du rejser mig

du lader mig falde
måske er det døden selv

du prøver at få til at gå

måske findes det jeg søger

i den hvide marmormonolit

der svæver som en standset angst
midt i et selvmordsspring

susende stille nu

pludselig ingenting
min arm der sover

uden for min krop

måske som sammenrullet mørke

under en lygtepæl

eller noget andet
og langt mere kompliceret

min far f.eks. i et epileptisk anfald

hvad er det han ser når hans øjne
vender det hvide ud

jeg prøver at rejse ham igen

filtret ind i mørket

så tung en krop kan være

når den forvandler sig

til en mærkelig

blød sten

eller er det

min lille hvide mor

der er kommet

for at kvæle mig

der er næsten ingenting tilbage

en dobbelthovedet engel
der smelter alt

med sit

indadvendte blik

to mennesker

i en underlig

forening

et bjerg

der forsøger

at gå