|
Det er de stille tårers
dage.
Skyernes langsomhed
over himmel uden farve.
Enlige fugles
kredsen over vand.
Man kan gå ind et sted
og se et ansigt.
Man kan spørge sig selv:
ser jeg dette ansigt
eller er det et billede
af et billede
af dette ansigt
jeg ser?
Det sker tilfældigt:
man går ind et sted.
Og uforklarligt ventet
netop disse øjnes ild,
mundens skarpe kanter,
alt det gådefulde bløde indeni.
Dét er ansigtet.
Og man må svare sig selv:
Ja, jeg ser det.
Det er det eneste ansigt
jeg har set.
Netop da: et styrt
i gulv eller grus,
en ukendt og skælvende glæde
der gør bleg og fjern;
et smil!
Og nu, de stille tårers dage.
Januar, et uforklarligt
savn.
| |  |