Pablo Henrik Llambías

fra Et ukendt barn
Et ukendt barn
2005
Gyldendal

Jeg begyndte at arbejde med denne bog nogle få måneder efter, at jeg var blevet skilt. Jeg var flyttet ind i en stor lejlighed på Christianshavn. Det var noget rod med børnene. De kom og gik, blev boende nogle dage, var nærmest på camping. Der var ikke så meget legetøj, det var mest bare en udstilling, hele deres børneværelse, der lå øde hen, når de ikke var der. En lejlighed, der nærmest var lukket ned i deres fravær. Tomme stuer. Tomt køkken. Tomt køleskab. Tomt for liv. Jeg tændte for radiatorerne samme morgen, som de skulle komme. Det fik huset til at virke opvarmet, fik det til at se ud, som om der boede nogen, når de kom, deres far, der skabte familie, når børnene kom, så det så ud, som om der var et liv, også når de ikke var der. Det var dem, der kom med livet. Jeg kæmpede med angsten for, at de skulle opdage det, at de skulle opdage, hvor dødt det hele var, hvor dødt mit hjerte var, hvor lammet af sorg det var. Jeg kæmpede med angsten for, at de skulle opdage sig selv for derigennem at opdage mig. På en måde ønskede jeg, at det skulle ske, men jeg var bange for, hvad de ville se, at de ville se, hvor ked af det jeg var, at jeg allerhelst ville lægge mig ned på gulvet og give op, græde og sige, at jeg havde fået nok, nok af livet, at jeg ikke kunne bære det, ikke bære at være mig. Men det var børn, de kunne ikke samle mig op, jeg kunne ikke kræve af dem, at de skulle samle mig op, det ville være respektløst over for dem. Jeg måtte holde sammen på mig selv, fylde køleskabet op, forsøge at få det til at virke livligt. Men hver gang jeg satte mig ned i sofaen, var det svært at komme op igen, tage sig sammen til at være livfuld, gøre noget, sammen med børnene, spille et spil, lave pizza, skære gulerødder, male. Bag avisen græd jeg uden at græde. Forlængede avisen med en lur. Så tv. Sagde, at børnene ikke måtte se tv. Ikke måtte spille computer. Og lod dem gøre det alligevel, men kun en time. En time, som jeg tog imod med lettelse, lagde mig på sofaen, forbandede mig selv over det, men så blev det aften, så skulle der laves mad, og når der var lavet mad, så var der børnetime, og når børnetimen var overstået, så var der sengeritualer, som godt nok blev påbegyndt lidt tidligt, men så kunne man give dem lov til at lege lidt, for sig selv, og så begyndte man på sengelægningsritualerne, og når de så var lagt i seng, drak jeg fire øl ud i en køre, og så i seng til en urolig, smertefuld søvn. Når jeg stod op, var jeg ikke udhvilet, så var jeg lige så træt, som jeg havde været dagen før.

Det var sådan en morgen eller rettere sådan en aften eller sådan en dag; en af de dage, der bare gik i sorg, at der kom et brev ind ad brevsprækken. Brevet havde været vidt omkring, så det ud til, en genbrugt konvolut med overklistrede, overstregede adresser, brun og laset. Jeg genkendte ikke håndskriften, den så gammeldags ud, som om det var en gammel person, der havde nedfældet den, rystende, usikker og, karakteristisk for alderen, i skråskrift, ulæselig. Jeg kunne ikke tyde, hvad afsenderen hed. Jeg havde aldrig set skriften før. Det var ikke en person, jeg kendte.

Jeg kiggede ned i konvolutten. Manuskript. Nogen ville have mig til at læse et manuskript. Det var ikke en usædvanlig hændelse. Lærer. Lærer på Forfatterskolen. Lærer på højskolekurser i kunsten at skrive. Det var som regel yngre mennesker, jeg traf på skolerne. Det var som regel yngre mennesker, der sendte mig manuskripter. Folk, som ville have mig til at kigge på det. Bare lige kaste et blik på det. Så det kunne blive bedre. Hvordan det kunne blive bedre. Muligvis havde manuskriptet allerede været indenom et forlag. Måske det havde været genstand for afslag. Så kunne jeg måske lige kigge på det.

Jeg var slem til at love folk sådan noget. Når de hen mod slutningen af uddannelsen, af kurset, af seminaret spurgte mig, om jeg ville kigge på noget, hvis de sendte mig det. Ja, ja, det ville jeg gerne. Jeg ville gerne have, at folk syntes om mig. Eller rettere, jeg ville frygtelig gerne, at de havde haft et godt ophold, et godt kursus, at de følte, de havde lært noget. De havde krammet på mig. De spurgte lige i forlængelsen af dette ønske. Hvis dette ønske kunne opfyldes, hvis der var nogen som helst chance for, at dette ønske kunne opfyldes, hvis de sendte mig noget, hvis jeg tog manuskriptet med hjem, hvis jeg lovede, at jeg ville se på det, ja, så gjorde jeg det. Jeg var som et lille barn. Jeg ville klappes på kinden. Jeg var et nemt offer for manuskripter, der dumpede ind ad brevsprækken. Og når de gjorde, så forbandede jeg mig selv. Så skulle jeg til at betale af. Åh, de stakkels håbefulde, jeg ville så nødig skuffe dem. Men så skulle jeg til at finde svar parat, endelig ikke skuffe dem, ikke være for hård. Det var et utaknemmeligt job. Jeg blev nemt upopulær, hvis jeg var for kontant, for ærlig, i mange tilfælde for rimelig. Det var takken. I stedet kunne jeg vælge at være uærlig, fortælle folk, at det var godt, at de måske havde chancen, hvis de ændrede det og det. Det var i de fleste tilfælde at stikke dem blår i øjnene. Jeg havde på fornemmelsen, at de manuskripter, som forlagene antog, dem fik jeg aldrig. De, hvis manuskripter blev antaget, havde ikke brug for at henvende sig til mig. Manuskriptskadestue. Det var, hvad jeg var, når jeg var dårligst, når jeg var allermest svag, når jeg bare ville have, at folk gik igen, tog deres manuskripter med sig, lod mig være, alene i min alt for store lejlighed. Så var det, jeg kunne finde på at være manuskriptskadestue, lappe sammen på de overfladiske skrammer, nødtørftigst, sende folk tilbage til fronten med en dødelig sygdom, der i mange tilfælde hed mangel på talent, en skade, som man ikke selv kunne gøre noget ved, men som kunne plage folk til deres dødsdag, jeg kendte det fra mig selv. Åh, så gå dog væk, lad være med at udfordre skæbnen, send mig ikke dit manuskript, bliv ved din læst, dit studium, bild dig ikke noget ind, du er ikke tjent med det. Sådan kunne jeg ofte tænke. Med lysten til at advare folk, råde dem fra at søge ind på Forfatterskolen, at skulle være tvunget til at danse dansen med det halve talents djævel livet ud, lokket af de undtagelsesvise glimt af gennembrud, som middelmådigheden desværre og ulykkeligvis lod opstå. Det var ofte disse glimt af gennembrud, der forledte folk til at fortsætte med at skrive. Det var dem, der fik dem til at sende mig deres manuskript. Jeg var en sorgens sirene, der sad alene i min alt for store formørkede lejlighed og tiltrak håbefulde manuskripter. De håb, der knyttede sig til mig, var uhyggelige og knugende. Skulle jeg kunne forløse folk? Det var alt for stor en tillid at vise mig.

Jeg havde lyst til at smide manuskriptet i skraldespanden med det samme, sådan som jeg ofte gjorde, når der kom e-mails, som jeg kunne se, at min logrende servilitet ikke ville kunne lade være med at adlyde, hvis jeg læste dem. Klik, sagde det, mens jeg gjorde min bevidsthed blank. Problemet var løst, jeg havde slet ikke mærket noget. Utallige mails og sms'er forsvandt i papirkurven på den måde. Jeg måtte gøre det samme ved det manuskript, jeg stod med i hånden. Jeg måtte gå ud i køkkenet og smide det i skraldespanden med det samme. Men jeg lod det ligge i vindueskarmen i entreen sammen med reklamer og gamle aviser. Måske det på den måde forsvandt af sig selv. Hvis jeg lod det ligge i bunken uden at tænke videre over det, så ville jeg blive af med problemet. Jeg så ned i konvolutten. Der var over tohundrede sider. De var muligvis beskrevet med en linies afstand, tæt, med ganske små bogstaver, måske med en af de typer, som gamle mennesker foretrækker, times, eller sådan noget. Eller, mere sandsynligt, på en gammel IBM-skrivemaskine. Det ville være mere humant, courierskriften, den er stor og læsevenlig. Det ville være begrænset, hvor meget der kunne stå på en side. Måske det ligefrem ville være med halvanden linieafstand, eller, hvis det var en person, der var vant til at sende manuskripter ind til forlag, med to liniers afstand, således at redaktøren havde plads til at sætte mærker i teksten, komme med rettelsesforslag, og ikke mindst med den sidegevinst for redaktøren, at han eller hun følte, der skete noget, mens han eller hun med jævne og korte mellemrum lagde sider til side, så man fik følelsen af at æde sig gennem den store bunke på effektiv vis. Jeg stak en finger ind mellem siderne for at se, om jeg kunne afgøre, hvordan teksten var sat. Der var mørkt nede i konvolutten. Jeg trak manuskriptet ud. Der lå et følgebrev øverst. Det var skrevet i hånden. Det var sat op på en formel måde med modtager, afsender, sted og tid markeret på klassisk vis. Jeg lagde følgebrevet til side. Manuskriptets første side var også skrevet i hånden. Den næste ligeså. Hele manuskriptet var skrevet i hånden. Det afgjorde sagen. Jeg gik ind på kontoret, fandt en konvolut frem, gjorde klar til at kopiere afsenderadressen over på den. Manuskriptet skulle sendes retur med det samme.