|
Det er næppe Paris, hvalerne synger om i de store oceaner,
men byen er smuk denne morgen, hvor jeg vågner
efter at have drømt om tonstunge, legende hvaler.
Til alle sider svømmede de gigantiske dyr,
min eneste redning i det oprørte hav
var at gribe fat i deres haler, der var så glatte,
at mine hænder gled, det øjeblik hvalerne bugtede sig af sted
eller slog hårdt med halen, så jeg blev slynget langt væk,
men hver gang svømmede jeg tilbage, greb fat igen
og holdt mig på denne måde i live natten igennem ...
På muren overfor ser jeg nu, at det er en lysende morgen,
af fuglenes hilsner fremgår det samme,
hvalerne er borte, en kvinde går fra vindue til vindue,
hejser persiennerne op og åbner vinduerne på klem,
- dette fører jeg ind i min drømmeprotokol.
Solen falder ind i kvindens køkken,
hvor hun går omkring og lægger bunker af tøj sammen.
Hver dag opfindes vores liv;
en hidtil ny kombination af det kendte og ukendte,
opstår måske i dag
―
det afhænger af, hvad der falder os ind,
falder ind i os, omfavner os med erindringsdybt blik,
når vi søger en indgang til noget,
der er frihed for sjælen
―
og ikke tåler anden begrænsning end den vide himmel.
| |  |