|
Det er kalken på mine vægge
der kradses af med neglene
det er inventaret i mit hus
der smadres og lægger sig som støv
det er ordene du bedrager mig med
der rådner i din mund
det er dine kys
der ætser sig ind i mine betændte sår
det er det
der gør mig så sart
og får mig til at snuble
på de fugtiggrønne sten i strandkanten
og slå knæene til blods
det er netop
når du prøver
at rive vingerne af mig
at jeg spræller vildt
i dine svedige hænder
det er
når du sletter dig selv
det er
når du hugger dit billede ind
at jeg gemmer ansigtet bort
det er da
jeg længes efter
at stige op over sensommerskyerne
og røre ved stjernerne
før de slukkes.
| 