Thomas Boberg

fra Invitation til at rejse (I)
Invitation til at rejse. Rejseminder
2003
Lindhardt og Ringhof

INVITATION TIL AT TAGE MED

Verden bevæger sig med rusens hast. Hjertet dunker, som om det vil ud. Det siges, at selvmordskandidaterne er i livsfare, når det sker. De spæde knopper, der pludselig springer i luften, den nye duftende sol, ung kærlighed skånselsløst paraderende på gader og i parker og de lyse promenader. Og så var jeg til fals for de luftigste fantasier. Ikke mindst i maj. Desuden skulle der ikke meget til, før min indignation blev tændt, som dengang Leonardo kom til Roskilde. Han havde været en af mine forældres ungdomsvenner, da de levede sammen, men det var før min erindrings tid. Jeg havde allerede hørt om ham, jeg kunne huske ham fra min tidlige barndom. Han ville komme forbi og besøge min mor (der jo var gift på ny), og engang tog han os ud på en spadseretur i Østre Anlæg. Den eftermiddag faldt min lillebror gennem isen og var nær druknet. Det havde været min skyld, jeg havde lokket ham derud. Hjemme blev jeg som straf lagt i seng. I tre dage skulle jeg ligge med ansigtet vendt mod væggen. Min stedfar, jeg mener far ― dengang var han stadig far ― havde trukket en grænse mellem min mors tid før hans indtræden på scenen og tiden efter. Min mor kom med en skål småkager, som hun stak ned i sengen til mig, når far ikke så det. Men det hændte, at nogen fra tiden før dukkede op. Min mor fortalte mig siden ― det var efter hendes anden skilsmisse, og jeg var flyttet til Roskilde ― at Leonardo havde været en af de få sande venner, der virkelig havde holdt af hende på tværs af skilsmisser, opløste venskaber og årene, der gik. Han kunne været blevet bedre end alle de andre, som tegnede og fortalte fra den tid, hvis ikke flasken havde forført ham, sagde hun med nostalgisk varme. Min mor viste mig kattebogen, tegnet og fortalt af Leonardo. Leonardo havde drukket siden sit trettende år. På et tidspunkt havde han besluttet sig for at droppe flasken. Han var rejst til Iran, fordi der var drikkeforbud dér. Hver morgen krydsede han grænsen til Tyrkiet og drak sig fra sans og samling, så vaklede han tilbage til Iran og sov den ud og næste morgen den samme tur og så fremdeles. Han stod med en knortet gren som stok uden for døren til villaen, og Georg åbnede. Leonardo bar en krone af filtret hår, et stort fuldskæg fyldt med alt godt fra landevejen. Hans negle var lange, gule og sorte, og krogede indad som en trolds kløer.

― Dav, gamle ven, sagde landstrygeren Leonardo.

― Men dav, Leonardo.

Der indfandt sig en tavshed, lang og uhyggelig. Leonardo brød den.

― Kan jeg ikke komme ind?

Nej, Leonardo, svarede Georg bestemt, det går ikke. Da Leonardo havde forstået den besked, var han vendt om og luntet bort. Selv havde jeg stået i døren til stuen og overhørt samtalen i gangen. Det øjeblik, din gamle ven ikke længere vil lukke dig ind, er du færdig. De havde levet og deltaget i det samme ungdomsoprør. Jeg havde hørt Georg fortælle om Leonardo med fabulerende ømhed. Men nu, hvor Leonardo var ankommet i laser og pjalter og med en flaske kogesprit i lommen, støttende sig til en knortekæp, var tonen en anden. Leonardo var allerede død og var blevet en sjov anekdote.

― Der er noget, forklarede Georg, du ikke har forstået, du er for ung, men engang vil du sikkert begribe det.

Georg vidste, hvad han talte om. Og han kendte Leonardo.

― På et tidspunkt er der ingen vej tilbage, fortsatte han. Leonardo er en bums, en færdig én af slagsen, han er ved at drikke sig ihjel, han kriblede af utøj, og hvad stiller du op med en mand, der har drukket hjernen ud? Han har selv valgt det, han er derude, hvor ingen kommunikation er mulig.

Det var familiefaderen over for udskuddet, og grænsen gik lige præcis dér ved familiefaderens fødder, tærsklen til reden.

― Han kunne jo dårligt nok huske, hvem der var hvem, og han troede, jeg stadig var gift med din mor, selvom det jo er femten år siden. Lukkede du ham ind, ville han kun én ting. Nemlig hælde mere i sig.

― Men han vidste da, hvor du boede.

― Det husker han fra gamle dage, eller han har opsøgt én, der heller ikke kunne have ham boende; det er jo det, han søger, et sted at overnatte, men ikke kun én nat, mange. Han vil ikke være til at få ud igen. Og det kan du ikke byde familien.

En dønning af forurettethed skyllede gennem min hjerne.

Selvtilfredse svin, stammede jeg nede i halsen og bed ordene over, inden de nåede helt ud i ansigtet på min far. De faldt som stumper af søm ned i afstanden mellem os. Så skred jeg. Leonardo indhentede jeg på Stændertorvet. Han haltede af sted med sin knortekæp, hans nedbrudte skikkelse var indhyllet i en mørk sømandsfrakke.

― Leonardo, råbte jeg.

Først forstod han intet.

― Leonardo, gentog jeg.

Og Leonardo begreb mig, som havde det været i går. Men han havde ikke set mig siden den dag, min bror var faldet gennem isen.

― Lad os tage ind og besøge din mor, sagde han.

― Men hun bor i København.

― Skulle det være nogen hindring?

― Nå, nej.

― Men lad os starte med en tår over tørsten.

― Café Gulland.

― Naturligvis, Gulland, dér er jeg vokset op.

― Men hvad laver du egentlig her?

― Forestil dig en frø på en motorvej. En lastvogn nærmer sig, ikke ...

― En lastvogn?

― Hvad må frøen gøre?

― Den må hoppe.

― Ja, den frø er ikke ret stor i forhold til maskinen, der kommer buldrende. Den må ned i grøften.

― Hvad mener du?

― Så den kan leve videre. Forstår du; frøen, det er mig.

― Er du nede i grøften?

― Næsten, jeg mangler lige det sidste stykke, så er jeg helt klar til at begynde forfra, så tager jeg tilbage til Østen. Ved du hvad?

― Nej.

― Du skulle tage med mig, jeg rejser om en måned, skal lige hente nogle penge. Det er det bedste for dig.

― Jeg skal jo lige til at begynde i gymnasiet.

― Den skole er meningsløs, den kan ingenting lære dig. Det er overhovedet ikke noget for dig. Du skal ud at se verden. Afghanistan, Indien.

Det lød helt rigtigt, hvad skulle jeg med den skole, når man kunne se verden.

― Men hvordan? Og pengene?

― Det er ikke noget problem, det ordner jeg, og desuden kan du tale med din far. Du må have en børneopsparing. Men lad os tage op til min bror, han ved alt om Østen. Han har boet der i mange år.

Vi indtog Café Gulland, hvor Leonardo fik adskillige stærke øl og jeg et par stykker. Det var i mellemtiden blevet mørkt. Dér fortsatte Leonardo med at fortælle om Indien, om rejsens vigtighed, ikke blot den forestående, men om rejsen som begreb, som indføring i livet, og endelig som en måde at opleve verden på. Man var på den måde alene, men uden at være ensom, for man havde selv valgt at se verden sådan, som en rejse, som et trip, som en beruselse.

― Livet er rus, sagde han, når det virker. Jeg havde lagt mærke til tre sorte prikker i hudfolden mellem tommel og pegefinger.

― Hvad betyder prikkerne? De krøllede snavsede hænder lignede en smerte efter tortur. Og de tre prikker, der dannede en lille trekant, som en dragende uhygge, et tegn for en mystisk lidelse, tre små forpinte øjne. Leonardo betragtede mig med et reserveret blik. Et smil blev til inde i den rodede skægvækst.

― Det er en hemmelighed, sagde han, hemmeligheden om mit liv. Jeg fik den glødet ned i huden i Nepal.

Der var nogen, der havde set sig ond på vores tilstedeværelse. I al diskretion blev vi opfordret til at forlade hulen, og da vi ikke gav udtryk for at have hørt ordentligt efter, greb en af de tunge roskildedrenge Leonardo i kraven og verfede ham ud. Leonardo insisterede på at tage op til broderen, hvor vi begge kunne overnatte. Næste morgen skulle vi så til København og besøge min mor.

Broderen var et hoved højere end Leonardo, han havde glat mørkeblondt hår, der smøg sig ned over skuldrene, og en guldring i øret. Hans slanke, lidende ansigt mindede om Jesus'. Han havde handlet med stoffer i Østen, mediterede, røg en masse hash og var på vej tilbage til Indien med sin kæreste.

Leonardo var otteogtredive år, broderen seksogtredive.

Vi blev bedt indenfor. Leonardo luftede ideen om en overnatning.

― Ikke tale om, Leonardo, sagde broderen, hvordan havde du dog forestillet dig det? Se på dig selv et øjeblik. Det går jo ikke.

Hippiens hippiekæreste sad i lotusstilling på gulvet med en kop urtete foran sig og hørte på i tavshed. Broderens skrabede hybel lugtede af urter, hash og røgelse.

Jeg begyndte at fatte, hvor det bar henad med Leonardo.

Der var tale om en direkte udsmidning.

Så humpede Leonardo med sin arm i min ned på gaden.

Det blev besluttet at lægge et smut inden om Prinsessen, for at overveje situationen.

― Jeg skal have fat i de penge, gryntede en evigfuld Leonardo.

Det vil sige, jeg kunne ikke se nogen ændring i hans tilstand, men selv var jeg blevet sejlende beruset. En knude af forvirrede følelser voksede i mørket. Vi stod derude og flagrede.

― Gør dig klar til rejsen, sagde Leonardo. Jeg kommer og henter dig i overmorgen, når jeg har fået styr på min kapital.

Leonardo grinede så jeg kunne se hans mund i hele dens grumme stinkende tomhed. Så humpede han bort i natten.

Fjorten dage senere døde han i toget på vej til et afvænningshjem i Jylland.