Thomas Boberg

UNIVERSETS INDRETNING

Seránkua eller solen var en lille grim mand, dårligt skabt, og de spurgte ham: Har du lyst til at være verdens fader? Og han svarede ja. Og de klædte ham i guld, de gav ham en rygsæk på af guld og en hat af guld, det hele var af guld, så pustede de liv i ham. Han rejste sig, og natten var forbi.

Arrecifes ikke så langt fra Santa Marta i Colombia er den smukkeste strand, jeg har oplevet, jeg tror, spanierne må have mødt den samme, da de kom hertil for fem hundrede år siden. Urskoven falder blidt ned til havstokken. Eventyrlige klippefremspring skjuler stille bassiner, skaber en labyrint af stier langs kysten. Og dér tilbragte vi en uge. Op gennem skoven går en brolagt vej til resterne af den gamle by Pueblito, som tayronaindianerne har anlagt. Men det er længe siden, de har boet i Pueblito, kun nogle få familier har slået sig ned dér under usle kår, for et syns skyld. Resten er blevet fordrevet tilbage til Sierra Nevada, hvor de endnu kæmper en hård kamp for at få lov til at være, som de er. De flade sten er lagt ned som dominobrikker tværs over en rende, et eneste langt hulrum. Banker man på den første sten ved vejens begyndelse, kan man høre i det næsten helt ovre i Pueblito, seks hundrede meter over havets overflade, otte kilometer borte.

Verden har form som et stort æg med spidsen op, derinde i aksen findes de ni jorder; de er ni meget store skiver, den ene oven på den anden, det er de gode jorder og er solens. Nedenunder findes der fire jorder, som er dårlige. Dette vældige univers er uendelig tungt og er derfor placeret oven på to kolossale tværbjælker, der bæres af fire mænd, to i vest og to i øst.

En morgen travede Beatriz og jeg af sted til Pueblito; sten for sten trådte vi med skoven. Fra visse sving kunne man se det blå hav glitre mellem de højeste trækroner. Skoven duftede stærkt, kolibrierne svirrede, store blå og gule sommerfugle flaksede gennem den totale stilhed midt på dagen, og sveden piblede ud af porerne.Vejen fladede sig ud, og urskoven hvælvede sig nu over os, de store caoba ― og ― mahogni ― og cedertræer havde fået lov til at blive stående. Jeg var helt spundet ind i mine egne tanker. Så hørte jeg pludselig et skarpt skrig fra Beatriz, og instinktivt førte jeg hånden til halsen, og i den bevægelse slog jeg intetanende en kæmpestor edderkop ned på jorden. Den fede sorte krop var plettet af et giftigt orange mønster. Jeg var spundet ind i et stærkt net, som jeg måtte gnide af mig, før vi kunne fortsætte. Vi kom på et tidspunkt til det sted, hvor vejen delte sig. Så hørte vi lyden af en hests trav. En bizar størrelse sad overskrævs på dyret uden saddel, uden tøjler. Ansigtets ene side faldt ind i en hulning, øjet trukket ud ― og nedefter i en skrå streg, blindt, mens den anden halvdel bulede ud, og et kolossalt øje stirrede lige på os. Vi spurgte om vej, og han svarede venligt. Jeg fortalte ham om edderkoppen, og han sagde cosa brava, hvis den bider, så må man ligge på langs i flere uger. En særlig plantesaft gnedet i såret udsætter døden.

Universets moder er den eneste, som kender kunsten både at spinde og væve; da jorden var nyskabt, tog hun sin enorme ten og huggede den ned i Sierra Nevadas midtpunkt og gennemborede den højeste tinde. Hun bekendtgjorde, at det var jordens akse. Kosmos er en væv gennemboret af en ten.

Naturens øje iagttog os; vi kastede et blik på de triste rester af tayronaindianernes by og nåede så tilbage til Arrecife hen under aften. Flere gange daglig badede vi i universets smukkeste hav. Man burde kun bade i lagunen, krydsede man til havet, ville en stærk strøm føre den tankeløse med sig. Der var advarselsskilte, man sagde det skete jævnlig. Over mig svævede pelikaner, fregatfugle, fiskeørne, gribbe. Jeg var helt rolig, omsluttet af lagunens varme vand. Beatriz havde lagt sig på maven i en gryde mellem to klipper. Jeg var i nærheden af udløbet til havet, da jeg pludselig fik øje på et gigantisk kryb på et klippefremspring. Jeg måtte se nærmere på det kryb. Det var som en varan med hanekam. En leguan stor som en køter. Et uhyre fra juratiden. Så jeg svømmede helt hen til klippen. Nej, jeg svømmede ikke, jeg lod strømmen bære mig lykkeligt og varmt, så gik det op for mig, at jeg var på vej ud i åbent hav. Jeg spjættede og sprællede, men lige lidt hjalp det. Havde det ikke været for et undersøisk fremspring, der trykkede to ribben ind og trak ridser brede som hænder over maveskindet, havde jeg næppe siddet her i forsøget på at give min oplevelse ord. Ingen så det, ingen Beatriz, kun leguanen, kun fuglene, kun havet, himlen. Kun klodens hypnotiserende blik, der i dagens stille midte konspirerer med døden.

Lagunerne er jordens livmodere, de befrugtes med ofre. Mens de højeste tinder henføres til det maskuline princip. Solens riter.

For ikke så længe siden havde der været en stor bestand af havskildpadder, men turister og fiskere havde rapset æggene. For ti år siden, sagde Igor ― umærkeligt var han dukket op, for at spørge mig, om jeg var russer, for det var hans far ― var der ingen her, kun fiskerne. Vi stod på stranden, jeg havde mit blik helt ude ved kimingen, pludselig fik jeg øje på en rygfinne, så én til, så flere, så overvældende mange. Hajer, spurgte jeg? Hvis det er hajer, er det første gang i år, sagde han, man ser dem kun sjældent. Ah, en hel stribe af skinnende sorte finner! Med stor hast nærmede de sig strandbredden, men hundrede meter ude vendte de op og gled elegant tilbage mod horisonten. For nogen tid siden kom der en lystyacht forbi her for at aflevere et kæmpe parti marihuana. Da handelen var afsluttet, festede mandskabet hele natten, drak sig fra sans og samling. Hen på morgenen var skibet stødt på grund. De sprang i vandet og svømmede ind til bredden og flygtede. Så tog de lokale derud og ryddede op. Senere samme dag kom narkocheferne for at inspicere yachten. De fandt end ikke en flaske whisky.

Flagermusen er frugten af incest mellem Mulkuéxe ― det var før, han blev sendt op i himlen for at være sol ― og sønnen Enduksáma, af Sintana forvandlet til kvinde. Det er den sorte sol, den underjordiske sol, mørkets sol.

Bussen til Cartagena vinket ind til siden af politiet. Jeg vågnede af min døs, netop som man var i færd med at genne passagererne ud. Kvinderne beordret med håndfladerne mod bussen til den ene side, og los machos til den anden.

Det er kun mændene, som væver, ingen mand ifører sig klæder, han ikke selv har vævet. Kvinderne spinder.

I mellemtiden var jeg på vej over til bussen, hvor passagererne stod på række med ryggen til, medens der blev visiteret af to andre fra banden. I min forfjamskelse lykkedes det mig at stille mig op i damernes række, og straks blev jeg flået væk og blev, med et fladt slag i nakken, skubbet over hos mændene. Jeg var den sidste i rækken. Ham den lille tykke med blæk på hænder og bukser kom hen for personligt at visitere mig. Han havde et lille mellemværende med en flabet turist. Jeg var i shorts og T-shirt og kunne næppe have ret meget gemt dér. Han befølte mig fra hoved og ned over hele kroppen. Disse fede, vamle hænder med en skov af hår på håndryggen endte mellem mine ben og klemte mine nosser, så jeg måtte slippe et lille skrig. Derpå skred banden med en neger på slæb, de havde fisket ud fra gruppen af passagerer. Hans sorte pupiller i de opspilede hvide æbler udtrykte dyb, stum rædsel. Bussen accellererede, og som tiden gik, steg smerten til det uudholdelige, og vreden over dette land og min egen forbløffende opførsel fik mit hoved til at blusse ud i et kaos af aggressioner. Skamfuld forstod jeg igen, at et helt almindeligt menneske i løbet af kort tid kan blive drevet til at slå ihjel.

Menneskefugle bragte frø, kolibrien kom med cocaplanten, ørnen yuca, skildpadden træer og blomster og amazonpapapegøjen den første majs.

Der er byer, som er grimme, byer, som er flotte, venlige, indtagende, der er byer skabt til bryllupsrejser, byer, der minder os om en sund galskab, byer, som giver os lyst til at fortabe os, som lokker os væk i forheksede labyrinter, andre, som blot er miserable, og så er der byer, der er rent ud sagt ondskabsfulde. Bogotá hører til den sidste slags. En af de byer, man ikke rigtig ønsker at udsætte sin kone for. Det kan, hvis det går rigtig skidt, ende med skilsmisse. Beatriz havde taget et fly hjem, og jeg var overladt til øjnene; de summer som spyfluer i luften, indsmigrende, kolde, ren betændelse. Jo da, drevet af den lumske ambition.

Seránkua er jaguarmand med solmagt. Derfor har han næsering; den fremhæver det indre ansigt og forvandler munden til en formidabel rovdyrflab.

Han begynder at gå over mod et kvarter, jeg har hørt omtalt som El Cartucho, rygtet er ikke godt, men hvad skal jeg gøre? Hvis jeg sætter i løb, så vil han højst sandsynligt trække en skyder og pløkke mig ned, så jeg følger tøvende med, og vi nærmer os hurtigt en af gaderne, der fører ind i labyrinten, jeg kan allerede se de dér typer, de hænger op ad murene, vi befinder os et par blokke fra gaden, den midaldrende mand tager nu en seddel frem, hvor han tilsyneladende skriver gade og beliggenhed ned til den gamle mand, der ledte efter Calle Jiménez, men jeg når lige at se, at det kun er kruseduller, naturligvis er der noget helt galt, så jeg ser på ham med en blanding af vrede, mistænksomhed og dyb angst; jeg gør en sag ud af det blik, jeg holder det fast på ham, jeg rammer ham med det; det er øjeblikket, hvor flere folk er i færd med at nærme sig, chefens venner, pludselig rækker han mig hånden og siger: De er meget intelligent, De slipper denne gang, se så at komme af sted.

Før solen var alting sten, også mennesker, dyr og planter. Under ceremonien beskytter stave, økser og stenkæder mennesket på dets rejse tilbage til den mytiske tid.

Hvordan kan han stå dér og holde vagt i går, i dag, i morgen? Og jeg, som er ved at gå til, fordi jeg skal ind i den fjerde bank i et forsøg på at indløse en rejsecheck. Uden for dørene står der en mand i brun uniform. Inden for dørene står der en mand i brun uniform. Hans gule øjne indenfor er et spejl af de gule øjne udenfor. De hopper i hovedet på dem, når jeg i to afdelinger af forskellig tid passerer først den ene og så den anden. Gringo, blinker de. Kan vi måske få lov til at blande os i Deres næste plan? Jeg kan lugte deres tanker. På vej op til det lokale Calvario mødte jeg ikke nogen, der sagde, at jeg ikke skulle gå på mine ben. Jeg havde set en politistation. Der var en hel deling af dovne betjente, der hang uden for den station. Så jeg nåede op til bakken Calvario, hvor man havde opført en udtryksfuld kopi af den vej, man mener var scenen for Vor Frelsers passionsdrama.

I den hytte, som vi kalder for djævlens, men indianerne Santa Marías, fandt man tre eller fire gryder med hofieben, mælk, urin, blod, nyrer og andre sager, som de havde ofret til Gud. Der er ikke skyggen af dyd i disse mennesker. Fray Pedro Simón, 1627.

Man skal jo et eller andet, når man kommer til en ny by, selv når man har været der før. Og når man nu har set på en del guld inde i de låste montrer på museet og er gået derfra med en fornemmelse af, at disse folk, som boede her, før byen lå der, havde været temmelig fingernemme og udstyret med en overordentlig god fantasi.

Taiku, lillebroderen, lavede alle guldsmykkerne til høvdingene og til danserne, som indviede høsten, påkaldte regnen eller tørken. Han rejste til den anden side af havet, men han lovede en dag at vende tilbage. Han efterlod sit budskab i menneskenes tanker.

Når man nu har skrevet tre breve, revet det ene i stykker og sendt de to af sted fra byens store kaotiske posthus, hvor det formelig vælter med lediggængere udenfor og formørkede funktionærer indenfor, ja, så ender det med, at man tager sig en tur op til det lokale Calvario, og når man har været deroppe, skal man ned igen, men inden man når helt ned, skal man lige mærke en side af vor klodes mangfoldige virkelighed. Den repræsenteres af to drenge næppe mere end elleve år, der kommer springende og skrigende mod én med „sådan nogle lange knive" ganske få meter fra politistationen. Den ene river skuldertasken af mig, mens den anden hviner og fægter med den lange kniv, og væk er de med et kamera og en notesbog fyldt med kradserier, de får svært ved at sælge nogen steder. Men eftersom jeg er interesseret i at købe dem tilbage, opsøger jeg et par af de ledige politibetjente, der kører mig i jeep rundt i det tilstødende slumkvarter for at tjekke, om der var nogen i nærheden, jeg havde set før. Brølende op ad stejle grusveje mellem blikhytterne.

Der er ikke nogen forskel på dyr og mennesker. Under riten kan den maskerede vende tilbage til den mytiske tid og blive forvandlet til flagermus, jaguar, fugl.

Jeg kigger på nogle drenge, der leger med en snurretop. Da de ser jeepen, forsvinder de som dug for solen, men i virkeligheden kan jeg ikke huske deres ansigter, de lignede bare drenge, drenge på elleve år, drenge med snurretoppe og lange knive. Der er heller ikke nogen, der dukker op på et gadehjørne bag en lille bod med tabte notesbøger og stjålne kameraer til salg. Er du tilfreds? siger en af betjentene med de dér gule øjne, der plirrer et gult smil, medvidende, konspiratorisk. Åh jo, jeg er den eneste i den her verden, der ikke ved besked.

Ceremoniens hus er universets livmoder. Og det er dertil, mændene søger tilbage; de tilbringer natten med at tygge coca, de samtaler og fortæller historier.