Velkommen

Forfattere

Tekster

Søgning
Ursula Andkjær Olsen

Ursula Andkjær Olsen



Folket har tabt forbindelsen
Atlas over huller i verden
2003
Gyldendal


Folket har tabt forbindelsen
til folket hver mand og hver
kvinde er sit eget folk. Det
er et problem det giver
kludder i folket.


Folket vil gerne gå hjem
og lægge sig folket er
træt af det hele. Men
strømmen af lort vil ikke
gå hjem og lægge sig
der er ikke mere plads
til folk. Man må ud
i gaderne. Det er dér
folket er sig selv.


Åh jo folket er også folket
når det er bange folket vil have
sikkerhed og det er nemt
at love folket hvis bare
man skræmmer det
lidt først. Folket
vil gerne have at staten
fjerner al ondskab
fra jordens overflade
det ville være det nemmeste
og sikreste sådan. Bom.




© copyright forfatteren.