Så viser det sig endelig, at tiden selv tilintetgør alle fantomerne, og den eneste angst i virkeligheden er angst for angsten og den eneste sorg sorg over sorgen.

Jeg er nået til en fase, som muligvis vil vare et halvt år ― muligvis et halvt århundrede?

Det er den sidste.

Her ophæves spørgsmålene og falder sammen med første fases gåder tilbage i stilheden.

Det er lettere, fordi jeg, p.gr.a. sygdommen ikke er så tynget af at lade andre mennesker underholde og passe mig.

Jeg er nået et stykke fra selvhøjtideligheden og kvalerne i den første tid af socialhjælpsperioden, efter Lydias sted var solgt og hun selv indlagt på nervesanatorium.

Vi fik for resten aldrig skrevet til hinanden.

Jeg flyttede til et værelse i flækken og gennemlevede et helt år uden for bøndernes livsrytme, før jeg, blot udadtil, var i stand til at ignorere de overkappede rødder og tegne store portrætter af dig, som alle blev ufuldkomne og derfor længst er brændt.

Dette er min måde at give dig mig på.

Det er vidunderligt at tænke på, at jeg, alene fordi jeg var det smukkeste menneske, du kendte, fik et langt brev fra dig fra Sverrig præcis 31.12. Ingen psykiater skal få held til at reducere det vi havde til hjernespind. Og måske vil det fortsætte lidt i dig, hvis du undgår at få mig at se nu, hvor min sygdom har afkrævet mig kødet og strammet min hud over de melankolske benpiber.

Når jeg somme tider sætter mig op i sengen, ser jeg, p.gr.a. min tiltagende nærsynethed, overhovedet ikke andet end det nøgne kranie i spejlet over håndvasken.

Det kan være en nåde. ― Den pergamenthvide, skøre hud pynter næppe det velformede kranie?

Efterkommere af min ene oldefar har alle høje, brede pander.

På et tidspunkt overvejede jeg endog . . . For at sige det som det er, jeg smadrede virkelig en guldsmederude. Halvhjertet. Jeg lod en lille jernhammer lede mig med den hensigt at komme i fængsel, hvorefter jeg endelig ville komme ind i et socialt lag, delvis valgt af mig selv og tilfældet. Her kunne jeg indtage en position. Da ruden revnede havde jeg langtfra besluttet mig, men så måtte bæreposen fyldes med det kolde glitterstads. Gaden lå øde som altid, og fuglene understregede idyllen ved at synge i en smøge der fører om til anlægget.

Hvorfor gik jeg hurtigt, mens jeg prøvede at koncentrere mig om de drivende skyer, som nu og da dækkede den halve måne i aftagende, hvorfor løb jeg op ad trappen til værelset, hvor jeg altid følte mig som en fugl i bur?

Jeg stod stakåndet og stum på sivtæppet. Enhver dialog syntes overflødig. Livsdriften triumferede. Jeg lukkede mine kæber som en torskemund over godt og ondt.

Havde jeg overfor mig selv hævdet at beherske drifterne? Instinkterne? Nu ligger de ure og smykker på en losseplads, hvor det meste under alle omstændigheder ville ende.

Der havde været bræk andre steder i byen det forår og den samme mand påtog sig dem alle. Over ham var der noget kækt og storladent, en uhørt solidaritet med et ubekendt menneske.

Dengang var jeg berørt af den slags, og hans gestus skar af mod min tavshed på en ret irriterende måde. Forfængeligheden led med. Ingen havde bedt ham gøre det.

Fængslet havde afgjort været udmærket. Det ved jeg nu. Også der er det tilladt at drømme dage væk uden at åbne øjnene, selv om man ikke, som her, kan være for træt til at modtage elskelige besøgende.

Men til sidst magtede jeg ikke at åbne øjnene mod det hvidlige tapet og skabsdørene, og den omsorgsfulde vært ringede efter en læge, dog hovedsagelig på grund af min madlede. Visse mennesker med faste spisetider bliver forfærdede, hvis ikke også omgivelserne forføjer sig under dem og spiser fem gange dagligt.

Nu, hvor det er ganske betydningsløst, har også jeg faste vaner. I det hele taget opfatter jeg verden på en meget sundere måde her, hvor jeg venter på at dø af kræft. Ja, jeg opfatter end ikke dagene som ventetid, hvilket jeg konsekvent gjorde før denne opdagelse. Dagene er mit liv. Verden er stedet.

Den opfattes ensartet perspektivisk, farvemættet af flere, som endog med nogenlunde sikkerhed, omend under anvendelse af vidt forskellige holdepunkter, inddeler den i "tid". Og jorden drejer sig virkelig om sin akse mange på hinanden følgende gange. Der synes at eksistere en bevægelse. Ligesom samtlige begreber naturligvis er foranderlige i den enkelte. Det er muligt at trække eet emne frem og udelukke alt andet eller tværtimod tilintetgøre det. Som nu ― tid ―. Er ikke eksplosionen et altomfattende nu? Suppe er så sundt. Alle føler det, og man må spise det langsomt for at fornemmelsen kan brede sig i hele kroppen og velværet indfinde sig uden lede ved en tung mave, som er naturens værste straf.

Her er der tale om en stor forbrødring. Vi KAN leve på den samme jord. Jeg gentager det altid indeni mig selv, når den gode sygeplejerske med den stålgrå nakkeknude med sine hænder mildner tilværelsen. Det bliver sandt. Jeg er et lille barn som instinktivt aner sammenhænge, de voksne har glemt, som ganske reelt og uden beregning giver sig hen i svaghed og resignation, hvor jeg tidligere var en art hypokonder, hvilket kræver enorm indlevelse i et afgrænset antal symptomer. Lydias symptomer kunne således ikke indpasses under en antagelig definition, og hun var henvist til selverkendelse, indtil hun til sidst kunne indlægges.

Hos mig begyndte det som en reel smerte i brystet, der ikke forsvandt ved lyden af din stemme i telefonen. At den så forvandledes til sød er noget andet. Hos dig væmmedes jeg end ikke over min egen krop. Men i grunden har jeg intet forhold til fysisk smerte, som er mig fremmed og aldrig helt realistisk. Desuden tager jeg nu uden skrubier de piller, de giver mig, og slapper af. Alt ordner sig.